Indskærpelse om at pengeinstitutter skal opsige en udbyder af betalingstjenester på vilkår som er objektive, ikke-diskriminerende og proportionale
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fundet anledning til at indskærpe betalingslovens § 63 over for et [pengeinstitut] vedrørende opsigelse af udbydere af betalingstjenester.
Afgørelse 01. maj 2026
Sagsnummer 25/11487
Lovgrundlag Betalingsloven §63
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog en klage fra en [udbyder af betalingstjenester] over [pengeinstituttets] opsigelse af kundeforholdet og således adgangen til [pengeinstituttets] betalingskontotjenester. [Udbyderen af betalingstjenester] har klaget over, at opsigelsen ikke er sket i overensstemmelse med betalingslovens § 63, stk. 1.
Styrelsen har på baggrund af en indledende undersøgelse besluttet ikke at fortsætte sagsbehandlingen, jf. betalingslovens § 145 b. Styrelsen har dog fundet anledning til at sende en indskærpelse og vejledning om betalingslovens § 63 til [pengeinstituttet].
Styrelsen indskærper over for [pengeinstituttet], at ved opsigelse af en udbyder af betalingstjenester, skal årsagen til opsigelsen være begrundet i, at udbyderen ikke længere opfylder pengeinstituttets konkrete og konstaterbare vilkår, som pengeinstituttet har fastsat. Udbyderen af betalingstjenester skal dermed være gjort bekendt med de vilkår, som udbyderen skal overholde. Styrelsen indskærper endvidere over for [pengeinstituttet], at udbydere af betalingskontotjenester skal have en rimelig frist til at afvikle forholdet til pengeinstituttet, herunder mulighed for at indgå nye aftaler og etablere sig hos et nyt pengeinstitut.
Indskærpelsen er ikke en afgørelse, og styrelsen har ikke taget stilling til, om der konkret foreligger en overtrædelse af betalingslovens § 63, stk. 1. Styrelsen kan til enhver tid genoptage sagen, hvis styrelsen på baggrund af klager eller på anden vis erfarer, at der er grundlag herfor.