Central klageindgang hos KFST

Konkurrenceforvridende offentlig støtte – kommunal, regional eller statslig

Klager over offentlig støtte kommunal, regional eller statslig – som forvrider konkurrencen mellem erhvervsvirksomheder, kan også ske til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan behandle klager over, at offentlig støtte til bestemte former for erhvervsvirksomhed, forvrider konkurrencen, jf. konkurrencelovens § 11a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan prioritere, om en klage skal behandles.

Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vælger at behandle en sag, vil styrelsen først anmode Ankestyrelsen eller det ansvarlige ministerium om at vurdere, hvorvidt støtten er lovlig. Hvis det vurderes, at støtten ikke er lovlig, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kunne tage stilling til, om støtten forvrider konkurrencen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har mulighed for at kræve, at ulovlig støtte skal tilbagebetales.

Her er et par eksempler på hvad der kan klages over:

Eksempel 1: Konkurrenceforvridende støtte til virksomhed:

Fyns Amt ydede i perioden 2003-2005 støtte til Portal Fyn til etablering og udvikling af regionsportalen fyn.dk, som er en internetportal, der rummer informationer – både offentlige og kommercielle – om Fyn. På baggrund af en klage rettede Konkurrencerådet henvendelse til Statsamtet (i dag Ankestyrelsen), der tog stilling til, at støtten var ulovlig, fordi Fyns Amt ikke havde sikret sig, at pengene kun gik til portalens ikke-kommercielle sider, som Fyns Amt lovligt måtte støtte. Konkurrencerådet vurderede herefter, at støtten havde forvredet konkurrencen, fordi Fyns Amt indirekte havde betalt for en del af udviklingen af portalens kommercielle sider. Portal Fyn blev påbudt at betale den ulovlige konkurrenceforvridende støtte tilbage.

Se mere Afgørelse om Fyns Amt 

Eksempel 2: Indirekte konkurrenceforvridende støtte gennem attraktiv lejeaftale:

Furesø Kommune indgik i sommeren 2000 en lejeaftale med Farum Boldklub (nu FC Nordsjælland) om leje af Farum Park Idræts- og Kulturcenter til en pris, der var under markedsprisen. På baggrund af en klage afgjorde Statsamtet (i dag Ankestyrelsen), at der var tale om ulovlig kommunalstøtte til FC Nordsjælland. Herefter kontaktede Statsforvaltningen Konkurrencestyrelsen, og efter yderligere undersøgelser afgjorde Konkurrencerådet, at Furesø Kommune havde tildelt FC Nordsjælland A/S konkurrenceforvridende støtte. Da lejeaftalen var indgået før forbuddet i konkurrencelovens §11a om konkurrenceforvridende støtte var trådt i kraft, blev FC Nordsjælland ikke påbudt at tilbagebetale den ulovlige støtte.

Se mere Afgørelse om  Furesø kommune

Hvis du vil klage over konkurrenceforvridende offentlig støtte, kan du sende en mail til kfst@kfst.dk.