Øvrige nyheder
Markedshøring: Pemberton ønsker at overtage Domus, herunder Nordstern-koncernen
Domus ejer Nordstern-koncernen, der er ejendomsudvikler og totalentreprenør med aktiviteter inden for bolig- og erhvervsbyggeri i Danmark. Pemberton er en europæisk kreditforvalter, som bl.a. tilbyder finansieringsløsninger til erhvervslåntagere og investeringsløsninger til institutionelle investorer. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Pemberton Asset Management SA’s (herefter ”Pemberton”) erhvervelse af enekontrol over ASG Domus Holding ApS (”Domus”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Domus er et dansk holdingselskab, der ejer Nordstern-koncernen. Nordstern er ejendomsudvikler og totalentreprenør med aktiviteter i Danmark. Nordsterns aktiviteter omfatter udvikling, opførelse og renovering af bolig- og erhvervsbyggeri. Nordstern udvikler større ejendomsprojekter og byområder, herunder private og almene boliger, butikker, kontorer, uddannelsesinstitutioner og andre erhvervsbyggerier.
Pemberton er en europæisk kreditforvalter, der leverer finansieringsløsninger til erhvervslåntagere og institutionelle investorer. Pembertons løsninger omfatter blandt andet direkte udlån og andre kreditløsninger, herunder driftskapitalfinansiering, aktivbaseret finansiering, NAV-finansiering og en CLO-platform med fokus på bredt syndikerede europæiske lån.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 20. oktober 2026, kl. 12.00.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Nordstern/Pemberton
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Peter Mouritzen, tlf. 4171 5248 eller e-mail pmo@kfst.dk.