Øvrige nyheder
Markedshøring: Polar Seafood Greenland ønsker at overtage Polar Seafood Denmark
Polar Seafood Greenland har aktiviteter inden for fangst af fisk og skaldyr i Nordatlanten og primær forarbejdning af fangst enten om bord på selskabets trawlere eller på landanlæg i Grønland. Polar Seafood Denmark er aktiv inden for salg af sekundær forarbejdet fangst, engrossalg af fisk, skaldyr samt fiskeprodukter og salg af produkter til foodserviceindustrien i Danmark. Parterne har desuden ingen horisontalt overlappende aktiviteter i Danmark. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af Polar Seafood Greenland A/S’ (“PSG”) erhvervelse af enekontrol over Polar Seafood Denmark A/S (“PSD”). Forud for transaktionen er PSD underlagt fælleskontrol af PSG og Brim hf gennem S-13 Holding ApS.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
PSG er et grønlandsk fiskeriselskab, der navnlig er aktiv inden for fangst af fisk og skaldyr i Nordatlanten og primær forarbejdning af fangst i Grønland. PSGs produkter videresælges hovedsageligt til PSD i Danmark, som står for eventuel videreforarbejdning og videresalg i og udenfor Danmark. Derudover fanger, forarbejder og sælger PSG blåhvilling til danske fiskemelsfabrikker. Endelig har PSG et beskedent salg af bifangst i Danmark, som bliver solgt direkte fra trawlerne.
PSD er et dansk handelsselskab, der i Danmark navnlig er aktiv inden for salg af sekundær forarbejdet fangst, engrossalg af fisk og fiskeprodukter samt salg af produkter til foodserviceindustrien.
PSG's primære kunde i Danmark er PSD. Denne eksisterende vertikale relation mellem PSG og PSD vil fortsætte uændret efter transaktionen. Parterne har desuden ingen horisontalt overlappende aktiviteter i Danmark, da PSD sædvanligvis ikke sælger de fisk, som PSG sælger i Danmark.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 19. august 2026, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Polar Seafood Greenland / Polar Seafood Denmark
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail chj@kfst.dk.