Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Dagrofa A/S overtager Nærum Stormarked A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 30. marts 2012 modtaget en anmeldelse af Dagrofa A/S’ overtagelse af samtlige aktiviteter i Nærum Stormarked A/S.

Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Dagrofa-koncernens primære aktivitet omfatter indkøb og videresalg af dagligvarer til supermarkeder gennem SuperGros A/S og til foodservice-virksomheder gennem Foodservice Danmark A/S. Dagrofra ejer og driver desuden bl.a. 46 supermarkeder, som indgår i SuperBest-kæden, samt gennem KIWI Danmark A/S 76 discountbutikker primært i Jylland og på Fyn.

Nærum Stormarked A/S’ eneste aktivitet er driften af et supermarked som en SuperBest-butik på Nærumvænge Torv 18 i Nærum. Hovedparten af de varer, som Nærum Stormarked A/S videresælger, er købt hos SuperGros.

Transaktionen vedrører således dagligdetailvaremarkedet i Danmark, dagligvareindkøbsmarkedet i Danmark og dagligvareengrosmarkedet i Danmark.
Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 17. april 2012, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsensvej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion SuperBest i Nærum

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Hans Kierkegaard tlf. 4171 5102 og fuldmægtig Rune Winkler tlf. 4174 5261.