Øvrige nyheder

Markedshøring: Eurowind Energy ønsker at overtage Connected Wind Services Danmark

Eurowind Energy A/S har aktiviteter inden for udvikling, opførelse og drift af vind- og solenergiparker samt produktion og engrossalg af strøm. Connected Wind Services Danmark A/S har aktiviteter inden for service, vedligeholdelse og reparation af vindmøller og solcelleanlæg samt salg af reservedele. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse vedrørende Eurowind Energy A/S' (”Eurowind”) erhvervelse af enekontrol over Connected Wind Services Danmark A/S (”Connected”), som i dag er kontrolleret af EnBW Offshore Service Denmark ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Eurowind er et joint venture, som er fælleskontrolleret af EWE Holding ApS og Norlys-koncernen, der blandt andet ejer Norlys Energy Trading A/S. Eurowind har onshore vind- og solenergiprojekter med aktiviteter i Europa og USA. Eurowind og Norlys har aktiviteter inden for produktion og engrossalg af fysisk strøm i Danmark, herunder på spotmarkedet (Nord Pool). Eurowind og Norlys er også aktive med finansiel handel af strøm. Norlys har desuden aktiviteter inden for detailsalg af strøm til slutbrugere i Danmark, herunder til private kunder samt små, mellemstore og større erhvervskunder.

Connected er aktiv inden for levering af service-, vedligeholdelses- og reparationsydelser til vindmøller og solcelleanlæg. Connected sælger også reservedele til vindmøller og tilbyder digital overvågning af vindmøllers driftstilstand. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. april 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Eurowind/Connected

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Felix Arsky Grimsbo, tlf. 4171 5212 eller e-mail fag@kfst.dk