Pressemeddelelse
Konkurrenceankenævnet blåstempler metode i sag om HOFOR Vand Herlev
Vandsektortilsynets metode til at fastsætte et tillæg til HOFOR Vand Herlevs økonomiske rammer var korrekt. Det fremgår af en kendelse fra Konkurrenceankenævnet. Ankenævnet hjemviser dog en mindre del af sagen til fornyet behandling hos Vandsektortilsynet, fordi der er kommet nye oplysninger af relevans for tillæggets størrelse.
Konkurrenceankenævnet har afsagt kendelse i en sag, som har betydning for forbrugere og virksomheder, der får leveret vand fra HOFOR Vand Herlev A/S.
Sagen vedrører størrelsen af et supplerende investeringstillæg til HOFOR Vand Herlevs økonomiske rammer for 2026. Jo højere tillæg, des større beløb må HOFOR Vand Herlev opkræve hos sine kunder.
Det fremgår af Konkurrenceankenævnets kendelse, at Vandsektortilsynets metode til opgørelse og indregning af det supplerende investeringstillæg er i overensstemmelse med reglerne.
Ankenævnet hjemviser dog en mindre del af sagen til fornyet behandling hos Vandsektortilsynet. Det skyldes, at der er kommet nye oplysninger frem om en byggekredit, som kan have betydning for beregningen af tillæggets størrelse. Det vil være Vandsektortilsynet, der som første instans skal vurdere betydningen af de nye oplysninger.
Sagen handler om, at Vandsektortilsynet i oktober 2025 fastsatte et supplerende investeringstillæg på 9,4 millioner kroner til HOFOR Vand Herlevs økonomiske ramme for 2026. HOFOR Vand Herlev mente, at tillægget skulle være 19,8 millioner kroner og påklagede afgørelsen til Konkurrenceankenævnet.
I sin kendelse skriver Konkurrenceankenævnet om metoden:
“Konkurrenceankenævnet finder, at den nævnte metode er i overensstemmelse med ØR-bekendtgørelsen, herunder §§ 3, 5, 15, 36 og 37, og falder inden for det skøn, som er overladt tilsynet efter vandsektorlovens § 8 og ØR-bekendtgørelsens § 34.”
Om hjemvisningen skriver ankenævnet:
”HOFOR Vand Herlev har under klagesagen udarbejdet et revideret 10-årigt budget, som ikke har indgået i tilsynets vurdering af sagen. Spørgsmålet om byggekreditten, herunder i lyset af det reviderede budget, har endvidere ikke været genstand for nærmere behandling indtil under og efter hovedforhandlingen i nærværende klagesag.
Nævnet finder, at spørgsmålet forudsætter en nærmere faktisk og retlig vurdering, som ikke tidligere er foretaget, og som nævnet ikke bør foretage på det foreliggende grundlag og som første instans. Dette spørgsmål bør således hjemvises til fornyet behandling.”
Vandsektortilsynet fastsætter økonomiske rammer for landets største vandselskaber, for at sikre, at fraværet af konkurrence mellem vandselskaberne ikke fører til, at forbrugere og virksomheder skal betale for meget for drikkevand og spildevandsafledning.
Vandselskaberne kan søge om supplerende investeringstillæg til deres økonomiske ramme, hvis de ellers ikke ville være i stand til at betale deres gældsforpligtigelser.
Pressekontakt
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Vandselskaber og Vandsektortilsynet
- Forbrugere og virksomheder, som skal have leveret drikkevand og afledt spildevand, risikerer at betale for meget, fordi vandselskaberne er naturlige monopoler, og dermed ikke udsat for konkurrence.
- Vandselskaberne er derfor reguleret, og der stilles krav om løbende effektiviseringer for på den vis at skabe et kunstigt konkurrencepres.
- Det er Vandsektortilsynet, der stiller kravene ved at fastsætte økonomiske rammer for de største vandselskaber.
Vandsektortilsynet er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.