Pressemeddelelse

NDI Group opgiver opkøb af Euromaster Danmark

NDI Group har trukket sin anmeldelse om at købe Euromaster Danmark tilbage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indstiller behandlingen af sagen. Styrelsen har haft betænkeligheder ved, at fusionen kunne skade konkurrencen.

Formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

Som konkurrencemyndighed har vi haft betænkeligheder ved fusionen, da vores undersøgelser har vist, at den kunne skade konkurrencen. Parterne har ikke præsenteret os for løsninger, der kunne fjerne disse betænkeligheder. Vi har nu indstillet arbejdet, fordi NDI Group har trukket sin fusionsanmeldelse tilbage.

NDI Group anmeldte i november 2022 opkøbet af Euromaster Danmark til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Den påtænkte fusion har løbende været drøftet i Konkurrencerådet. NDI Group har onsdag den 9. august trukket anmeldelsen tilbage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor indstillet behandlingen af fusionen uden at træffe afgørelse.

Konkurrencemyndighederne skal ifølge reglerne godkende en fusion, hvis den ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt. Hvis fusionen derimod hæmmer konkurrencen betydeligt, skal fusionen forbydes.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført omfattende markedsundersøgelser, hvor blandt andet kunder og konkurrenter er blevet hørt. Der er også foretaget en række økonomiske analyser. Styrelsen har på den baggrund udtrykt konkurrencemæssige betænkeligheder ved fusionen over for parterne.

NDI Group og Euromaster Danmark er aktive indenfor detailsalg af udskiftningsdæk til tunge køretøjer (lastbiler og busser, entreprenørmaskiner, landsbrugskøretøjer) samt til personbiler og varevogne. Begge virksomheder tilbyder desuden dækservice, og begge virksomheder er blandt de største aktører på markederne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser har vist, at kunderne ville miste et væsentligt alternativ, hvis fusionen blev godkendt uden indgreb.

Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager en fusionsanmeldelse, er der lovbestemte frister for, hvornår der senest skal træffes en afgørelse. I denne sag har fristerne været sat i bero i en længere periode. Det skyldes dels en ankesag ved Konkurrenceankenævnet om tidspunktet for fusionsanmeldelsen, dels at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afventet oplysninger fra parterne.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Dansk fusionskontrol

  • Konkurrencemyndighederne skal godkende alle større fusioner. Det gælder blandt andet fusioner, hvor mindst en af de deltagende virksomheder har en årlig omsætning over 100 millioner kroner, og den fusionerede virksomhed en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 900 millioner kroner.
  • Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.
  • Fusionskontrollen kan være omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke, og hvordan markederne præcist er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi. Det kan være nødvendigt med en markedsundersøgelse, og ofte skal der gennemføres større økonomiske analyser af forskellige scenarier.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.