Pressemeddelelse
Konkurrenceråd: Rådgiver medansvarlig for diskotekskartel
Ecit Account A/S har overtrådt konkurrenceloven ved som rådgiver at være med til at etablere og opretholde et kartel, hvor en række selvstændige diskoteker og deres indkøbsselskab delte markedet imellem sig. Konkurrencerådet vil indbringe sagen for domstolene med henblik på bøde.
30. oktober 2023 er det i brødtekstafsnit præciseret, at virksomhedens navn er Ecit Account A/S.
Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:
Når en rådgivervirksomhed er med til at danne et kartel og holde det i gang, så har virksomheden et ansvar for overtrædelsen på lige fod med de andre deltagere i kartellet, selv om rådgiveren ikke er aktiv på det marked, som kartellet virker på.
Konkurrencerådet har afgjort, at rådgivningsvirksomheden Ecit Account A/S har overtrådt konkurrenceloven ved at deltage i en aftale om markedsdeling mellem en række selvstændige diskoteker og deres fælles indkøbsselskab. Ecit Account har været med i hele kartellets varighed på over 15 år.
Som rådgiver har Ecit Account været med til at etablere og opretholde den ulovlige aftale om, at diskotekerne ikke måtte åbne filialer i hinandens byer eller inden for en nærmere afstand af hinanden. Ecit Account har blandt andet:
- haft en ledende rolle i indkøbsselskabets bestyrelse,
- udformet markedsdelingsaftalen og indskærpet den over for diskotekerne, og
- deltaget aktivt på møder, hvor markedsdelingen blev drøftet.
Sagen om Ecit Account udspringer af et større sagskompleks om et diskotekskartel mellem 22 diskoteker og deres fælles indkøbsselskab. Diskotekerne og indkøbsselskabet har erkendt overtrædelsen og accepteret bøder i 2021.
Konkurrencerådet har besluttet at indbringe sagen mod Ecit Account for domstolene med henblik på en bøde.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.