Pressemeddelelse
Nykredits fusion med Spar Nord er godkendt
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt fusionen mellem Nykredit Realkredit A/S og Spar Nord Bank A/S. Fusionen er godkendt uden indgreb af nogen art.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
Vi har vurderet, at Nykredits overtagelse af Spar Nord Bank ikke hæmmer konkurrencen betydeligt, og derfor godkender vi fusionen. Fusionen omfatter vigtige markeder, som vi har fokus på. Vi har lyttet til de henvendelser, vi har fået, og undersøgt mulige konsekvenser af fusionen.
Fusionen ændrer i sig selv ikke væsentligt på konkurrencen, hverken på bank- eller realkreditmarkedet. På realkreditmarkedet formidler Spar Nord Bank allerede Totalkredits lån fra Nykredit-koncernen. På detailbankmarkedet bliver Nykredit større end i dag. Ændringerne i markedskoncentrationen ligger dog inden for EU-Kommissionens grænser for, hvornår det er usandsynligt, at der kan påvises horisontale konkurrencemæssige problemer.
Vi har været særligt opmærksomme på forbindelsen mellem realkreditmarkedet og bankmarkedet, da realkreditlån typisk sælges via banker. Tilsagnsaftalen med Nykredit sidste år reducerede barriererne for at træde ud af Totalkreditsamarbejdet markant, og gjorde det nemmere for samarbejdsbankerne at skifte til en anden leverandør af realkreditlån. Vores undersøgelser har vist, at fusionen ikke vil ændre på de tilbageværende barrierer i væsentlig grad.
Nykredit Realkredit og Spar Nord Bank har fået godkendt deres fusion af konkurrencemyndighederne. Afgørelsen er truffet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som ikke har fundet anledning til at gribe ind i fusionen.
Det har vist sig muligt at træffe afgørelsen på baggrund af de undersøgelser, som Konkurrence og Forbrugerstyrelsen har foretaget i den såkaldte fase I. Undersøgelserne har vist, at fusionen ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt, og fusionen skal derfor godkendes i henhold til konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har til brug for behandlingen af fusionen indhentet oplysninger fra fusionens parter og fra andre relevante aktører på de berørte markeder. Afgørelsen bygger desuden på styrelsens tidligere og meget omfattende undersøgelser af såvel bank- som realkreditmarkedet, samt en ny og mindre markedsundersøgelse blandt banker, der deltager i Totalkreditsamarbejdet.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 4171 5098.
Links
- Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse om fusionen af Nykredit Realkredit og Spar Nord Bank
- Lyt til podcast om fusionskontrol i Danmark med chef for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens fusionsenhed, Ann Sofie Vrang
- Læs mere om fusionskontrol
- Se pressefoto af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, Jakob Hald
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.