Pressemeddelelse
Konkurrencemyndighed kræver fusion mellem OneMed og Kirstine Hardam anmeldt
OneMed A/S og Kirstine Hardam A/S skal have deres fusion godkendt, selv om den ikke er anmeldelsespligtig. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen benytter sin nye mulighed for at kræve en fusion anmeldt, når der er risiko for, at den hæmmer konkurrencen betydeligt.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
Vi kræver især fusionen mellem virksomhederne OneMed og Kirstine Hardam anmeldt for at sikre, at den ikke skader kommunerne, når de fremadrettet indkøber stomihjælpemidler til borgerne. Her er tale om en klassisk problemstilling, da vi ser en risiko for, at fusionen skaber en meget stor aktør, som kan udnytte sin markedsmagt til for eksempel at hæve priserne.
OneMed købte i juni 2025 virksomheden Kirstine Hardam. Begge selskaber er grossister inden for sygeplejeartikler og leverer blandt andet stomiprodukter til kommunerne.
Som uafhængig konkurrencemyndighed kræver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu fusionen anmeldt, selv om virksomhedernes omsætning ligger under konkurrencelovens almindelige tærskler, og fusionen derfor ikke er anmeldelsespligtig.
Det er en ny mulighed, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået. Den kan kun anvendes, hvis styrelsen ser en risiko for, at fusionen vil hæmme konkurrencen betydeligt, og særligt hvis det skyldes, at fusionen skaber eller styrker en virksomhed med en dominerende stilling.
OneMed og Kirstine Hardam vil efter fusionen være den største aktør på markedet for salg af stomihjælpemidler og tilhørende serviceydelser til kommuner i Danmark. Der er tale om et marked med i forvejen få aktører. Sammenholdt med de øvrige tilgængelige oplysninger er skabelsen af en meget stor aktør på et allerede koncentreret marked baggrunden for, at styrelsen vurderer, at der er risiko for, at fusionen vil hæmme konkurrencen betydeligt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen baserer blandt andet vurderingen på sin viden fra sagen om Coloplasts misbrug af dominerende stilling, der blev afgjort i januar 2025. Den sag vedrørte netop markedet for salg af stomihjælpemidler og tilhørende serviceydelser til kommunerne.
Kravet om fusionsanmeldelsen betyder, at parterne ikke må gennemføre fusionen, før Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den. Når fusionen er anmeldt, vil styrelsen undersøge effekterne for konkurrencen på samme vis som ved anmeldelsespligtige fusioner. Undersøgelserne skal afdække, om fusionen giver anledning til konkurrencemæssige betænkeligheder, som gør det nødvendigt at gribe ind. Hvis styrelsen vurderer, at fusionen ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, kan den uden videre godkendes.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98
Fusioner under de almindelige omsætningstærskler
- Fusioner over en vis størrelse må ikke gennemføres, før de er blevet vurderet og godkendt af konkurrencemyndigheden. Størrelsen måles på virksomhedernes koncernomsætning i Danmark.
- I særlige tilfælde kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræve en fusion anmeldt, selv om virksomhedernes omsætning er under de almindelige omsætningstærskler. Det er en beføjelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fik med virkning fra 1. juli 2024.
- To betingelser skal være opfyldt for at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve en fusion under de almindelige omsætningstærskler anmeldt:
- De fusionerende virksomheders samlede årlige omsætning i Danmark er mindst 50 millioner kroner.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er risiko for, at fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, især som følge af skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling.
- Fusionsparterne har pligt til at anmelde fusionen, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræver det. Det gælder, uanset om en fusion allerede er gennemført.
- En fusion, som er blevet krævet anmeldt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, behandles efter de almindelige regler for fusionskontrol, som også indeholder lovbestemte tidsfrister.
- En fusionsanmeldelse kan føre til godkendelse, godkendelse med tilsagn eller forbud.
Links
- Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse om at kræve fusionen mellem OneMed og Kirstine Hardam anmeldt
- Læs vejledning om fusioner under de almindelige omsætningstærskler
- Lyt til podcast om fusioner med chef for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens fusionsenhed, Ann Sofie Vrang
- Pressefoto af Jakob Hald
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.