Pressemeddelelse

Konkurrencerådet griber ind i Norlys’ køb af Ewii Fibernet

Konkurrencerådet kunne ikke uden videre godkende Norlys’ køb af Ewii Fibernet, fordi der var risiko for, at fusionen ville begrænse konkurrencen, så kunderne skulle betale mere for deres bredbånd og tv. Norlys har derfor valgt at lade en anden udbyder levere tv og bredbånd til syv antenneforeninger i trekantområdet. Det fjerner de konkurrencemæssige betænkeligheder, og Konkurrencerådet har nu godkendt fusionen.

Konkurrencerådets formand Christian Schultz siger:

Det har været nødvendigt at gribe ind i fusionen mellem Norlys og Ewii Fibernet af hensyn til slutbrugerne. Et meget stort antal kunder i Ewiis område har hidtil kunnet købe bredbånd og tv leveret via Ewiis fibernet eller købe det fra Norlys via antenneforeningernes coax-net. Uden indgrebet ville fusionen betyde risiko for prisstigninger til kunder på begge net.
Fusionen kunne kun godkendes, hvis Norlys fjernede risikoen for, at konkurrencen mellem fiber- og coax-nettene blev begrænset. Det har Norlys valgt at gøre ved at forpligte sig til at sikre, at antenneforeningerne får en anden leverandør af bredbånd og tv end Norlys. På et tidspunkt kan nogle kunder derfor blive nødt til at skifte mailadresse og modem.

Konkurrencerådet har godkendt, at Norlys Fibernet A/S (nu Sinal A/S) overtager Ewii Fibernet A/S. Godkendelsen sker som følge af, at Norlys har forpligtet sig til at sikre, at syv antenneforeninger i trekantområdet får en anden leverandør af bredbånd og tv end Norlys. Norlys må ikke opnå hel eller delvis indflydelse på disse aktiviteter i en periode herefter.

I det område, som Ewii Fibernet dækker, har mange husstande i dag to muligheder for at få leveret bredbånd og tv via højkapacitetsinfrastrukturer. Den ene mulighed er Ewii Fibernets fibernet. Den anden mulighed er coax-nettet, herunder coax-net ejet af en række antenneforeninger, som har indgået længerevarende aftaler med Norlys som eneleverandør af bredbånd og tv til deres medlemmer.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser viser, at hvis fusionen blev godkendt uden et indgreb, ville der være risiko for, at prisen stiger eller vilkårene forringes for de omkring 135.000 slutkunder i Ewii Fibernets område. Det gælder især kunder, som ønsker en fastnetforbindelse og ikke kan fravælge Norlys, fordi Norlys uden indgrebet både ville eje fibernettet og være eneleverandør til kundernes antenneforening. Indgrebet sikrer, at Norlys ikke kan begrænse konkurrencen om salg af bredbånd og TV til disse husstande. Det fjerner dermed de betænkeligheder, som Konkurrencerådet har haft ved fusionen.

Fusionen må først gennemføres, når Norlys har indgået aftale med en eller flere nye leverandører til antenneforeningerne eller aftalt med foreningerne, at deres samarbejdsaftale ophører, og at aftalerne er godkendt af Konkurrencerådet. Norlys forpligter sig derved til enten at frasælge de aktiviteter, der vedrører antenneforeningsaftalerne, eller at indgå gensidige aftaler med antenneforeningerne om førtidigt ophør af disse aktiviteter.

Ewii Fibernet ejer og driver fiberinfrastruktur i trekantområdet, det vil sige Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejen kommuner. Ewii Fibernets fibernet er åbent for tjenesteudbydere, der lejer sig ind på fibernettet for at kunne sælge bredbånd og tv til slutkunderne.

Norlys ejer og driver fiberinfrastruktur, der dækker ca. 875.000 husstande i Danmark, hvor størstedelen er placeret i Jylland. Herudover ejer og driver Norlys coax-net i hele landet. Norlys sælger desuden bredbånd, tv og fastnettelefoni til slutkunder, herunder til antenneforeninger og deres medlemmer.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Tilsagn i fusionssager

  • Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn.
  • Tilbudte tilsagn skal fuldstændigt fjerne konkurrenceproblemerne, og de skal i enhver henseende være komplette og effektive.
  • Virksomheden formulerer selv tilsagnene.
  • Tilsagnene forpligter virksomheden til at handle eller undlade at handle på en bestemt måde.
  • Tilsagnene er bindende. Godkendelsen af fusionen kan tilbagekaldes, eller det kan straffes med bøde, hvis virksomhederne ikke overholder tilsagnene.

Dansk fusionskontrol

  • Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.
  • Fusionskontrollen kan være omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke. Og hvordan markederne er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi.
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk, og yderligere 90 dage, hvis den er kompliceret. Fristerne kan forlænges, hvis parterne for eksempel afgiver tilsagn. Uret tikker fra det øjeblik, parterne har indsendt en fuldstændig anmeldelse.
  • Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn. Tilsagn er forslag om ændring af den anmeldte fusion, som parterne selv formulerer og forpligter sig til. For eksempel kan de give tilsagn om at frasælge et forretningsområde i forbindelse med fusionen.
  • Fusionsparterne er forpligtede til at vente med at gennemføre fusionen, indtil den er blevet godkendt. Det kan straffes med bøde, hvis parterne ikke overholder reglerne.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.