Pressemeddelelse

Pengeinstitutter har udstedt ulovlige Dankort og Visa/Dankort til erhvervskunder

14 af de største pengeinstitutter har ulovligt udstedt Dankort og Visa/Dankort til erhvervskunder. Kortene opfylder ikke kravet om, at betalingssystemer elektronisk skal kunne identificere firmakort. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har påbudt institutterne at rette op på den ulovlige praksis inden udgangen af 2026. Fristen skal ses i lyset af behovet for nye tekniske løsninger, før kortene kan udstedes lovligt.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Schaumburg-Müller siger:

Forretninger og andre, der modtager betalinger med Dankort, skal vide om det er et firmakort eller ej. Ellers mister de deres ret til at overvælte kortgebyrer på erhvervskunder. Vi har ført tilsyn med 14 af de største pengeinstitutter og kunne ved udgangen af september sidste år konstatere, at de alle udsteder Dankort og Visa/Dankort til erhvervsdrivende i strid med reglen om, at firmakort skal kunne identificeres elektronisk.
Vi har konstateret, at det i dag ikke er teknisk muligt at udstede Dankort, der elektronisk kan identificeres som firmakort, til erhvervskunder. Med afgørelserne sikres, at sådanne løsninger kan udvikles, og at alle pengeinstitutter dermed senest ved udgangen af 2026 kan udstede elektronisk identificerbare Dankort til erhvervskunder. De Dankort, som aktuelt er udstedt til erhvervskunder, kan anvendes indtil denne dato.
Der er indgået en politisk aftale om at styrke Dankort. Aftalen indebærer blandt andet, at der skal gives bedre økonomiske muligheder for at udvikle en løsning, som netop sikrer elektronisk identifikation af Dankort udstedt til erhvervskunder. Vi har fået oplysninger om pengeinstitutters udviklingsplaner, og fristen for opfyldelse af påbuddet skal blandt andet ses i lyset heraf.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afgjort, at 14 pengeinstitutter har overtrådt interbankgebyrforordningen. Pengeinstitutterne har udstedt betalingskort til erhvervsdrivende, uden at kortene kunne identificeres som firmakort, når de blev brugt til betalinger. Det drejer sig om Dankort og Visa/Dankort. Reglerne har været gældende siden 2016.

Teknisk har betalingssystemerne ikke været i stand til at skelne, om et Dankort er udstedt som et forbruger- eller et firmakort.

I juni 2025 indgik et flertal i Folketinget en aftale, der skal gøre Dankort mere attraktivt for både butikker og forbrugere. Aftalen gør det muligt for Nets, der ejer Dankort, at investere i udvikling af kortet inden for den såkaldte indtægtsramme. Det drejer sig blandt andet om muligheden for at udvikle et Dankort, der kan udstedes til erhvervskunder. Aktører på betalingsområdet har oplyst til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at de inden udgangen af 2026 kan indføre de tekniske og administrative ændringer, der muliggør denne udstedelse af Dankort til erhvervskunder.

Reglerne indebærer at forretninger og andre, der tager imod betalinger med kort, må opkræve gebyrer for erhvervskunders brug af de mest almindelige betalingskort, mens det ikke er tilladt, når forbrugere betaler med kort.

Tilsammen har de 14 pengeinstitutter udstedt cirka 200.000 Dankort og Visa/Dankort, som ikke lever op til reglerne. Det svarer til cirka 6 pct. af alle udstedte Dankort og co-badgede Dankort. Pengeinstitutterne skal erstatte de ulovlige firmakort med lovlige senest 31. december 2026. Virksomheder, som i dag benytter disse kort, vil kunne bruge dem indtil fristens udløb.

Der er intet i reglerne, som hindrer pengeinstitutterne i at udstede Dankort og Visa/Dankort til erhvervskunder – på samme vis, som de allerede lovligt udsteder andre betalingskort til erhvervskunder.

Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn på betalingsområdet. 

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.