Pressemeddelelse
Arla opgiver at overtage Them Andelsmejeri
Arla overtager ikke Them Andelsmejeri. Arla har trukket sin anmeldelse af fusionen tilbage, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indstiller behandlingen af sagen. Styrelsen havde forinden udtrykt betænkeligheder ved, at fusionen kunne skade konkurrencen.
Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:
Vores undersøgelser peger i retning af, at en fusion mellem Arla og Them Andelsmejeri ville skade konkurrencen med risiko for højere priser på fast og hård ost, som udgør omkring halvdelen af osteforbruget i Danmark. Ost er den mest værdifulde kategori af mejeriprodukter, og danskernes udgifter til ost udgør cirka fem procent af de samlede fødevareudgifter.
Vi har konstateret, at der er en række markeder, der bliver påvirket af fusionen, og på flere af dem har vi haft konkurrencemæssige betænkeligheder. Det gælder ikke mindst i forhold til Danbo-oste og lignende oste, som i vidt omfang bruges til morgenmad og pålæg. Parterne har ikke præsenteret løsninger, som kunne fjerne vores betænkeligheder. De har valgt at opgive fusionen, så vi indstiller arbejdet med sagen uden at træffe en afgørelse.
Arla Foods amba (Arla) har trukket sin anmeldelse til konkurrencemyndighederne om at erhverve enekontrol med Them Andelsmejeri A.m.b.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor indstillet sin behandling af fusionssagen få uger før udløbet af konkurrencemyndighedernes frist for at træffe en afgørelse.
Fusionen har ad flere omgange været drøftet i Konkurrencerådet, og konkurrencemyndighederne har over for parterne udtrykt betænkeligheder ved, om fusionen kunne skade konkurrencen. Hvis en fusion skader konkurrencen betydeligt på et marked, skal den forbydes i henhold til konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i forbindelse med behandlingen af fusionen gennemført omfattende markedsundersøgelser, herunder spørgeskemaundersøgelser blandt kunder og konkurrenter, og styrelsen har foretaget en række økonomiske analyser i sagen.
Blandt andet viser undersøgelserne, at fusionen berører en lang række særskilte markeder i mejerisektoren i Danmark. Overordnet drejer det sig om markeder for salg af fast ost, hård ost og revet ost, samt for økologisk fløde i bulk, konventionel og økologisk råmælk og inputvalle.
På flere af disse markeder har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen haft konkurrencemæssige betænkeligheder ved fusionen. Der er tale om markeder, hvor Arla allerede har en meget stærk position, som ville blive styrket yderligere af fusionen, og hvor Them har været en af de få tætte konkurrenter.
Det gælder ikke mindst salget af de danske Danbo og Danbolignende oste. Disse oste udgør langt størstedelen af salget af fast ost i Danmark, og omfatter milde og mere lagrede oste, herunder Thems ”Fætter Kras” og ”Them Guld” samt Arlas ”Riberhus” og ”Klovborg”. Fødevarestyrelsen kalder Danbo-osten for Danmarks nationalost.
Arla har endvidere en meget markant position, når det kommer til adgang til råmælk i Danmark, hvilket er hovedingrediensen i osteproduktionen.
Arla er et internationalt andelsmejeri med hovedsæde i Danmark og produktionsfaciliteter i både Danmark og udlandet. Hovedaktiviteterne er produktion og salg af mejeriprodukter, herunder frisk mælk, yoghurt, fløde og oste, blandt andet af typen Danbo og Danbolignende oste.
Them Andelsmejeri har produktion og salg af fast og hård ost i Danmark som sin hovedaktivitet. Them sælger blandt andet også oste af typen Danbo og Danbolignende oste.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.