Indtægtsrammereguleringen indeholder i dag benchmarking og effektiviseringskrav, der søger at imitere det manglende konkurrencepres på naturlige monopoler i forsyningssektoren.
I en aftalebaseret regulering indgår de regulerede selskaber aftaler om sin fremtidige økonomi. Aftalerne bliver til i en forhandling – enten direkte med kunderne eller med regulator, som blandt andet kan repræsenterer kunderne eller bredere samfundsøkonomiske hensyn. Forhandlingerne omfatter ikke alene pris, men også fx innovation, service og kvalitet.
Aftalebaseret regulering er på lange stræk en uafprøvet reguleringsmetode i den danske forsyningssektor. Internationale erfaringer er også sparsomme men viser, at der kan være fordele og udfordringer ved reguleringsformen. Bl.a. er der en risiko for mindre fokus på effektiv drift og lave priser.
I artiklen opstilles fire centrale temaspørgsmål, som bør overvejes, før der eventuelt indføres aftalebaseret regulering i forsyningssektoren.
Læs konsulentrapport fra Konveks: "Aftalebaseret regulering - studie af eksisterende viden"