Artikel

Vildledning af forbrugere på nettet er et grænseoverskridende problem

De danske forbrugermyndigheder arbejder sammen med myndigheder i andre EU-lande for at sætte ind over for virksomheder, der bevidst og i strid med lovgivningen vildleder forbrugere på nettet.

Vildledning, fx i form af såkaldte abonnementsfælder, medfører væsentlige tab for forbrugerne og svækker forbrugernes lyst til at handle på nettet. Det er også til skade for det store flertal af virksomheder, som følger reglerne.

I Danmark er det Forbrugerombudsmanden, som håndhæver markedsføringsloven på dansk grund, mens det danske Forbruger Europa-kontor vejleder og hjælper forbrugere, der har fået problemer, når de handler hen over landegrænser i EU.

Forbruger Europa-netværket har registreret en kraftig stigning i antallet af klager, som handler om vildledning af forbrugerne på nettet, hvilket bl.a. skal ses i sammenhæng med den stigende nethandel.