Artikel
Pensionsselskabernes indtjening på kapitalforvaltning
14,5 milliarder kroner om året. Så meget tager de danske pensionsselskaber for at investere danskernes pensionsformue. De kommercielle selskaber, som sælger firmapensionsordninger, havde et betydeligt overskud ved investering af pensionsmidlerne. Indtægterne herved var ca. 60 pct. større end de tilknyttede omkostninger.
En del af det store overskud benytter de kommercielle selskaber til at sætte lave, ofte tabsgivende, priser på forsikringer og administration i øvrigt. Det betyder, at nye aktører får svært ved at komme ind og gøre sig gældende. Dermed svækkes konkurrencen på et i forvejen koncentreret marked. Desuden medfører prisstrukturen en omfordeling af formuen fra personer med stor formue (ofte pensionister) til personer, der efterspørger forsikringer - typisk de yngre opsparere.
Artiklen bygger på analyser og data fra rapporten ”Konkurrencen på markedet for Pension”, fra 2019, som indeholder en række anbefalinger til at forbedre konkurrencen på pensionsmarkedet.