Henvendelse vedrørende samhusning og betaling for adgang til TDC’s telefoncentraler

Hammer

Afgørelse 26. juni 2017

Paragraf

Lovgrundlag

Kviknet rettede den 10. maj 2017 henvendelse til Erhvervsstyrelsen angående betaling for adgang til de af TDC’s telefoncentraler, hvor Kviknet gør brug af samhusning. Kviknet har udstyr stående på en hyldeplads på centralerne, men har ikke brug for løbende fysisk adgang hertil, idet selskabet har indgået aftale med en underleverandør, der i forvejen har samhusning med TDC på centralerne, og som varetager al  fysisk arbejde og vedligehold af udstyret.

Kviknet anmodede Erhvervsstyrelsen om at tage stilling til, hvorvidt Kviknet som operatør skal betale for certificeret adgang til samtlige centraler, hvor selskabet har udstyr stående, uagtet at al fysisk arbejde varetages af  en underleverandør, som har egen aftale med TDC, herunder også aftale om adgang til TDC's centraler.

Kviknet uddybede imidlertid efterfølgende, at selskabet helst ønsker at afvande trafik fra TDC via en POI2-port, der kobles direkte på en fibertrunk hos underleverandøren, idet denne løsning vil medføre, at Kviknet sparer udgiften til unødig samhusning og adgang til den enkelte central. TDC har i forbindelse med Erhvervsstyrelsens behandling af sagen oplyst, at den løsning med en POI2-port koblet direkte på underleverandørens fibertrunk, som Kviknet efterspørger, pr. 12. juni 2017 er blevet tilgængelig, samt at Kviknet er blevet informeret om dette.

Da Kviknets ønske om af få leveret en POI2-port direkte på underleverandørens fibertrunk er blevet tilgængelig, er Kviknets forespørgsel om opkrævning af betaling for certificeret adgang ikke længere relevant. TDC har imidlertid præciseret, at TDC vil undlade at opkræve betaling for certificeret adgang i de tilfælde, hvor det skulle blive aktuelt for en operatør at bestille en hyldeplads, fordi TDC mod forventning ikke kan levere en fibertrunk, der forbinder et POI for operatøren til tredjeparts samhusning. TDC’s løsning indebærer ikke en mulighed for generelt at fravælge betaling for adgang til samhusning.

Erhvervsstyrelsen har på baggrund af TDC’s løsning samt oplysningerne om ikke at ville opkræve betaling for certificeret adgang i de tilfælde, hvor TDC mod forventning ikke kan levere den nævnte løsning, ikke fundet anledning til at foretage sig yderligere i sagen. Styrelsen har den 26. juni 2017 orienteret sagens parter herom.