Tandlæger

Øget konkurrence mellem tandlæger kan give patienterne stærkere tænder og lavere tandlægeregninger, uden at gå på kompromis med hensyn til fx sundhed og patientsikkerhed. Det vurderer Konkurrencerådet.

Stigende priser på tandbehandling


 

Artikler om tandlægemarkedet 


 


 

Store prisforskelle på tandlæger i samme by

Tandlægepriser kan variere meget inden for samme bygrænse, viser stikprøveundersøgelse foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2023. Forbrugere kan selv undersøge på sundhed.dk, om de kan spare penge ved at bruge en anden tandlæge.

I København kostede en fyldning fx 2.315 kroner, men gennemsnitsprisen i København var 874 kroner lavere. De store prisforskelle går igen landet over, og det gælder ikke kun fyldninger. 

Stikprøven omfatter samtlige tandlægers priser i København, Slagelse og Herning på tre forskellige ydelser: rodbehandling, fyldning og indsættelse af en krone.

Priserne på sundhed.dk dækker over tandplejeydelser, hvor der ikke er faste priser ved alle tandlæger. På hjemmesiden kan forbrugere vælge en bestemt ydelse, og herefter dukker der en liste op med tandlæger, man kan vælge imellem. Det er på hjemmesiden muligt at prioritere i priser og afstand, så man for eksempel først får vist de tandlæger, der ligger tættest på ens arbejde eller hjem.

Nedenfor ses en tabel med priser for tre forskellige typer af behandlinger. Priserne er hentet på sundhed.dk og omfatter samtlige tandlæger i henholdsvis København, Slagelse og Herning.

Tillid har ofte stor betydning for valget af tandlæge. Det er helt forståeligt. Der kan dog være andre dygtige tandlæger, og med de store prisforskelle er det en god ide at tjekke priser på sundhed.dk og overveje, om éns tandlæge stadig er den rette.


Mie la Cour Sonne, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

 

Prisforskelle for samme behandling i hhv. København, Slagelse og Herning

Behandling By Højeste pris Laveste pris Gennemsnitlig pris
Rodbehandling i fire kanaler i stor kindstand i underkæbe København 8.400 kr. 2.500 kr. 4.535 kr.
  Slagelse 6.220 kr. 2.100 kr. 4.055 kr.
  Herning 5-285 kr. 2.380 kr. 3.510 kr.
Fyldning, to flader i stor kindtand i underkæbe (molar) København 2.315 kr. 900 kr. 1.441 kr.
  Slagelse 2.070 kr. 740 kr. 1.338 kr.
  Herning 1.738 kr. 1.024 kr. 1.193 kr.
Krone fremstillet i alternativt metal med påbrændt porcelæn på stor kindtand i underkæbe (molar) København 8.637 kr. 3.300 kr. 5.997 kr.
  Slagelse 6.700 kr. 4.693 kr. 5.678 kr.
  Herning 6.487 kr. 4.777 kr. 5.263 kr.

Kilde: https://www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/tandlaege/tandlaegepriser/ (data hentet d. 14. april 2023)

Note: Tandlægerne angiver deres priser for hver behandlingstype i et interval med en ”fra”-pris og en ”til”-pris, da prisen kan variere efter kompleksiteten af en given behandling. Her er taget et gennemsnit ud fra ”fra”-pris og ”til”-pris, for at gøre prisdata mere sammenlignelig på tværs af tandlæger. Den endelige pris hos tandlægen kan derfor variere i forhold til tabellen. Tandlægepriser for København er hentet fra tandlægeklinikker i postnumrene 1000-2450. For Slagelse er det klinikker i postnummeret 4200 og for Herning i postnummeret 7400. 

   

  


 

Digital tandlægevælger

I 2022 blev med finansloven indgået aftale om at etablere en digital tandlægevælger, som skal forbedre overgangen fra børne- og ungdomstandplejen til voksentandplejen og generelt gøre det nemmere for borgere at vælge tandlæge.

Den digitale tandlægevælger vil indeholde oplysninger om tandlægernes priser, så borgerne har lettere ved at basere deres valg på basis af en prissammenligning. Dette kan styrke priskonkurrencen mellem tandlægerne til gavn for alle borgere.

Den digitale tandlægevælger bygger på analyser og to adfærdsvidenskabelige eksperimenter, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført.

Det ene eksperiment blev lavet i samarbejde med Skoletandplejen i Roskilde Kommune. Det viste, at den digitale tandlægevælger skaber markant større prisbevidsthed og flere aktive tandlægevalg blandt de 18-årige. De unge i eksperimentgruppen sparede i gennemsnit 57 kroner på en lokalbedøvelse, og 558 kroner på en fjernelse af visdomstand sammenlignet med kontrolgruppen. Det svarer til en besparelse på henholdsvis 24 og knap 37 procent.

Det andet eksperiment var et laboratorieforsøg, hvor en gruppe forbrugere fik at vide, at de skulle forestille sig, de skulle flytte. Forsøget viste, at forbrugerne var positive overfor at bruge borger.dk til at orientere sig i tandlægemarkedet i forbindelse med flytning.

Læs mere om eksperimenterne om tandlægevalg

Nyhedsbrev fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Abonnér på vores nyhedsbrev med fokus på konkurrenceområdet. Nyhedsbrevet giver dig relevant og nyttig viden om fx artikler, vejledninger og andre tiltag, der løbende foregår i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10 gange årligt.