Fase 4: Renovering og drift
Hvordan vurderes bygningens tilstand ved tilbagelevering?
I et OPP-renoveringsprojekt er den offentlige ordregiver ejer af den renoverede bygning gennem hele projektet. Ved projektets afslutning overtager den offentlige ordregiver således bygningen igen. Derfor er det vigtigt, at OPP-leverandøren gennem hele projektet og også op til afslutningen sørger for, at bygningen er velholdt. Dette sikres først og fremmest gennem de opstillede funktionskrav og gennem de krav til bygningens tilstand ved tilbagelevering, som ordregiveren opstiller i kontraktens bilag om krav til aktivet ved aftalens ordinære ophør (bilag 9).
Det anbefales, at der gennemføres et bygningssyn, to år før kontrakten løber ud. Bygningssynet gennemføres i fællesskab mellem den offentlige ordregiver og OPP-leverandøren og har til formål at afdække, om bygningens tilstand lever op til de krav, der stilles ved kontraktens udløb. Det giver OPP-leverandøren mulighed for at rette op på eventuelle problemer, inden kontrakten løber ud. Endnu et bygningssyn kan gennemføres kort tid før kontraktens udløb. I standardkontrakten foreslås det, at dette bygningssyn foretages 10 dage inden kontraktens udløb.
Efter kontraktens udløb kan den offentlige ordregiver, hvis der er ønske herom, udbyde vedligeholdelse og drift af bygningen igen.
Sidst opdateret: 30. april 2018