Afgørelse
Nummer
3:1120-0301-33/Infra/LBR
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Aftale om markedsføring af IT- og telekommunikationstjenester i Ørestad
Aftale mellem Ørestadsselskabet og Telia vedrørende markedsføring var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, da aftalen ikke direkte eller indirekte havde til formål eller til følge af begrænse konkurrencen. Der kunne derfor meddeles erklæring om ikke-indgreb.
Rådsmødet den 29. maj 2002
Konkurrencestyrelsen modtog ved brev af 30. august 1999 Ørestadsselskabet’s anmeldelse af en aftale mellem Ørestadsselskabet og Telia vedrørende markedsføring af IT- og telekommunikationstjenester i Ørestad. I anmeldelsen blev der ansøgt om en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9 - subsidiært en fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1.
Den anmeldte aftale fastsætter de overordnede rammer for et samarbejde mellem Ørestadsselskabet og Telia om markedsføring af IT- og telekommunikationstjenester i Ørestaden. Telia forpligter sig ifølge aftalen til at etablere og drive en telekommunikationsinfrastruktur i Ørestaden og tilbyde private og virksomheder forskellige telekommunikationstjenester, herunder telefoni, internet, radio og tv mv. Ørestadsselskabet forpligter sig til på eksklusiv vis, at markedsføre Telia’s forretningskoncept mundtligt og skriftligt i brochurer, udstillingsmateriale og ved konferencer, seminarer mv.
Aftalen er indgået den 9. marts 1999 og løber indtil den opsiges af en af parterne med 6 måneders varsel til udgangen af en måned. Aftalen kan dog tidligst opsiges af en af parterne, således at den ophører med udgangen af december måned år 2001.
Aftalen blev opsagt af Ørestadsselskabet den 14. marts 2002 til ophør den 1. oktober 2002.
I aftaleperioden afstår Ørestadsselskabet fra at reklamere for konkurrerende produkter eller tjenester fra andre teleoperatører. Men aftalen indebærer hverken direkte eller indirekte begrænsninger i konkurrerende teleoperatørers adgang til at etablere teleinfrastruktur eller til at tilbyde tjenester i Ørestaden. Tværtimod samarbejder Ørestadsselskabet med flere andre teleoperatører om en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af selskabernes infrastruktur i Ørestaden. Endvidere medfører aftalen ikke en begrænsning i andre teleoperatørers mulighed for at reklamere for og markedsføre konkurrerende produkter over for private og virksomheder i Ørestaden.
Konkurrencestyrelsen har på det foreliggende grundlag ikke fundet, at aftalen direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen på markedet og har på den baggrund vurderet, at aftalen ikke er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Konkurrencestyrelsen har derfor i medfør af konkurrencelovens § 9 meddelt en ikke-indgrebserklæring for den anmeldte aftale mellem Ørestadsselskabet og Telia vedrørende markedsføring af IT- og telekommunikationstjenester i Ørestad.