Scandlines' prissætning af personbilsbilletter på Rødby-Puttgarden
Konkurrencerådet har afgjort, at Scandlines har overtrådt konkurrenceloven ved at kræve urimeligt høje billetpriser for personbiler på færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden. Scandlines har dermed misbrugt sin dominerende stilling på færgeforbindelsen. Indtil Femern Bælt-forbindelsen åbner, skal Scandlines årligt indsende dokumentation for, at priserne for overfarten ikke er urimeligt høje.
Afgørelse 24. juni 2026
Sagsnummer 24/04924
Lovgrundlag § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Scandlines har overtrådt konkurrencelovens forbud mod at misbruge en dominerende stilling. Konkurrencerådet har afgjort, at Scandlines har opkrævet urimeligt høje priser for transport af passagerer med personbil med færge på overfarten Rødby-Puttgarden. Sagen vedrører specifikt Scandlines’ adfærd i perioden 2017-2019.
Konkurrencerådet påbyder Scandlines straks at ophøre med misbruget, hvis ikke det allerede er sket. Desuden skal Scandlines fremover dokumentere overfor Konkurrencerådet, at påbuddet overholdes. Det skal ske årligt frem mod Femern Bælt-forbindelsens åbning, hvilket ventes at ske tidligst i 2032. Pligten til at indsende dokumentation skal ses i sammenhæng med, at Scandlines’ priser og afkast fortsat ser ud til at være meget høje.
Virksomheder med en dominerende stilling må ikke udnytte deres styrke til at påtvinge kunderne urimeligt høje priser. For at afgøre, om en pris er urimeligt høj, vurderes det, om prisniveauet ligger væsentligt og vedvarende over det niveau, der kan forventes under effektiv konkurrence.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at Scandlines’ høje priser har betydet, at Scandlines’ afkast har været væsentligt større end et rimeligt bud på normalafkast i et marked med effektiv konkurrence. Samtidig er det vurderingen, at markedet er kendetegnet ved meget betydelige adgangsbarrierer, som gør det usandsynligt, at andre aktører kan eller kunne starte konkurrerende virksomhed på kommercielle vilkår.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har foretaget omfattende analyser for at undersøge, om Scandlines’ priser for personbiler på overfarten Rødby-Puttgarden var urimeligt høje. Sagen har således været undervejs siden 2020, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen første gang meddelte Scandlines, at konkurrencemyndigheden havde åbnet sagen. Udover omfattende analyser og to markedsanalyser blandt Scandlines’ kunder har Scandlines fire gange afgivet omfattende høringssvar, hvor nogle indeholdt eksterne rapporter udarbejdet på vegne af Scandlines. Der er taget højde for disse indvendinger i Konkurrencerådets afgørelse.
Scandlines kan anke Konkurrencerådets afgørelse til Konkurrenceankenævnet eller domstolene. Bødespørgsmålet vil i givet fald afhænge af sagens udfald ved disse instanser. Det er Konkurrencemyndighedens vurdering, at Scandlines skal sanktioneres med en bøde.
Afgørelsen i sin helhed offentliggøres, når spørgsmål om fortrolighed er afklaret.