Pressemeddelelse

Uber skal frasælge væsentlig del af Dantaxi efter indgreb fra konkurrencemyndighed

Konkurrencerådet griber ind i fusionen mellem Uber og Dantaxi. Uber forpligter sig blandt andet til at frasælge en væsentlig del af Dantaxi igen. Uden indgreb var der risiko for, at fusionen ville føre til højere taxipriser, og at markedet ville blive domineret af én stor virksomhed.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:

Uber har forpligtet sig til at sælge det ene af Dantaxis to kørselskontorer. Det omfatter blandt andet taxiturene, som bestilles på Dantaxis app og telefonnummeret 4x48, samt aftaler med en række vognmænd, som samlet råder over et stort antal taxier. Desuden har Uber forpligtet sig til en række forhold i den del af forretningen, som Uber beholder, herunder at sørge for, at vognmænd hurtigere kan skifte til et andet taxiselskab, hvis de ønsker. Det er vores vurdering, at Uber hermed har imødekommet vores bekymringer.
Da Uber trådte ind på det danske taximarked og indgik en samarbejdsaftale med Drivr, vandt Uber hurtigt væsentlige markedsandele, mens Drivr tiltrak mange nye vognmænd fra konkurrenterne. Det styrkede konkurrencen på et marked, der ellers havde været statisk i mange år. Med købet af Dantaxi, fjernede Uber imidlertid det konkurrencepres, der ville have været mellem Uber og Dantaxi, og det fik os til at gribe ind.
Vores undersøgelser har vist, at der uden Konkurrencerådets indgreb ville være risiko for højere priser for kunderne, ringere vilkår for vognmændene og større adgangsbarrierer for nye taxiselskaber, særligt i og omkring København.
Fusionssagen skiller sig på flere måder ud. Det er den første fusion, hvor vi har benyttet vores beføjelse til at kræve en fusion under de almindelige omsætningstærskler anmeldt. Det er også første gang, at vi griber ind i en allerede gennemført fusion. Uber har hele tiden vidst, at risikoen for et indgreb var til stede.

Konkurrencerådet har godkendt Ubers fusion med Dantaxi, efter Uber har afgivet tilsagn. Det er første gang, at Konkurrencerådet griber ind i en fusion, der allerede er gennemført. Det er også den første fusion under de almindelige omsætningstærskler, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har krævet anmeldt, fordi der var risiko for, at den ville hæmme konkurrencen betydeligt. 

Tilsagnet forpligter blandt andet Uber til at sælge en væsentlig del af Dantaxi. Den frasolgte virksomhed skal blandt andet indeholde:

  • Det ene af Dantaxis to kørselskontorer samt licensen hertil
  • Dantaxis varemærke 
  • Taxiture som bestilles via Dantaxis app, telefonnummeret 4x48 eller Dantaxis hjemmeside 
  • Udvalgte erhvervskundeforhold
  • Aftaler med en række vognmænd, som samlet råder over et stort antal taxier.

Uber afgiver endvidere tilsagn, som indeholder garantier for driften i frasalgsperioden og assistance til overdragelse af den frasolgte virksomhed. 

Ubers tilsagn vedrører også den del af taxiforretningen, som Uber beholder. Det drejer sig blandt andet om, at vognmænd skal have kortere bindingsperioder og kortere opsigelsesvarsel.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser har vist, at hvis fusionen blev godkendt uden indgreb, ville den hæmme konkurrencen på markedet for privat taxikørsel og have flere skadelige effekter. Særligt ville der være risiko for højere priser og ringere service på sigt. Vognmændene ville få ringere vilkår, og endelig ville nye taxiselskaber få sværere ved at komme ind på markedet, og allerede eksisterende få sværere ved at vokse.

Konkurrencerådets afgørelse betyder, at Ubers køb af Dantaxi er godkendt under betingelse af, at tilsagnet opfyldes. Nu følger en proces, hvor Uber skal finde en køber og implementere tilsagnet i sin forretning. Det er en proces, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen følger tæt. Desuden skal Uber udpege en uafhængig tilsynsførende, der skal føre tilsyn med, at tilsagnet overholdes.

Pressekontakt

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Tidslinje

  • Januar 2025: Uber vender tilbage til det danske taximarked og har indgået en samarbejdsaftale med Drivr, som indebærer, at kunder kan købe taxikørsel gennem Ubers app.
  • 27. maj 2025: Uber køber Greenfleet Holding A/S, der er moderselskab til Dantaxi-selskaberne. Uber begynder straks herefter at integrere Dantaxi i sin forretning.
  • 26. august 2025: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræver fusionen mellem Uber og Dantaxi anmeldt.
  • 12. januar 2026: Uber har anmeldt fusionen, og anmeldelsen er erklæret fuldstændig. Styrelsen skal derfor have truffet afgørelse senest 29. juni 2026.
  • 23. juni 2026: Uber sender underskrevne tilsagn til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Fristen for en afgørelse forlænges.
  • 14. august 2026: Uber fremsender reviderede underskrevne tilsagn, som indgår i Konkurrencerådets afgørelse.
  • 24. august 2026: Konkurrencerådet har godkendt fusionen med de af Uber afgivne tilsagn.

Taxikørsel i Danmark

  • Det er kun tilladt for godkendte kørselskontorer at sælge taxikørsel i Danmark.
  • Taxikørsel varetages af vognmænd, der er tilknyttet et kørselskontor. Vognmændene står for biler og chauffører og kan kun være tilknyttet ét taxiselskab.
  • Kørselskontoret planlægger, koordinerer og formidler kørsel til de vognmænd, som er tilknyttet kontoret.
  • Uber, der er en global teknologivirksomhed, som tilbyder en app, som forbinder taxikunder med kørselskontorernes vognmænd.
  • Dantaxi havde før fusionen med Uber to kørselskontorer for taxikørsel. Begge med tilknyttede vognmænd. 
  • Inden fusionen med Dantaxi indgik Uber en samarbejdsaftale med Drivr, der er konkurrent til Dantaxi, og har et kørselskontor med andre vognmænd tilknyttet. 

Fusioner under de almindelige omsætningstærskler

  • Fusioner over en vis størrelse må ikke gennemføres, før de er blevet vurderet og godkendt af konkurrencemyndigheden. Størrelsen måles på virksomhedernes koncernomsætning i Danmark.
  • I særlige tilfælde kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræve en fusion anmeldt, selv om virksomhedernes omsætning er under de almindelige omsætningstærskler. Det er en beføjelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fik med virkning fra 1. juli 2024.
  • To betingelser skal være opfyldt for at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve en fusion under de almindelige omsætningstærskler anmeldt:
    • De fusionerende virksomheders samlede årlige omsætning i Danmark er mindst 50 millioner kroner.    
    • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er risiko for, at fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, især som følge af skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling.
  • Fusionsparterne har pligt til at anmelde fusionen, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræver det. Det gælder, uanset om en fusion allerede er gennemført. 
  • En fusion, som er blevet krævet anmeldt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, behandles efter de almindelige regler for fusionskontrol, som også indeholder lovbestemte tidsfrister.
  • En fusionsanmeldelse kan føre til godkendelse, godkendelse med tilsagn eller forbud.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.