Pressemeddelelse
Tysk motorproducent betaler 8 millioner kroner i bøde for at overtræde konkurrenceloven
Den tyske motorproducent Deutz AG er idømt en bøde på 8 millioner kroner for at have overtrådt konkurrencereglerne. Desuden er en ledende medarbejder dømt skyldig i overtrædelsen. Den ulovlige adfærd indebar, at DSB betalte overpris for reservedele, og den påvirkede togtrafikken i Danmark til gene for passagererne.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde, siger:
Deutz har både misbrugt sin dominerende stilling og indgået en konkurrencebegrænsende aftale med sin danske forhandler for at forhindre en konkurrent i at få adgang til de unikke reservedele, der var nødvendige for at renovere IC3-tog. Overtrædelsen havde blandt andet den konsekvens, at flere tog var ude af drift i længere tid end nødvendigt.
Oprindeligt afgjorde Konkurrencerådet i 2013, at Deutz havde overtrådt konkurrenceloven. Siden har sagen været anket flere gange, indtil Højesteret i 2024 slog endeligt fast, at der var tale om en overtrædelse. Den efterfølgende bøde for forseelsen er derfor fastsat ud fra tidligere principper om bødeberegning.
Københavns Byret har idømt den tyske motorproducent Deutz en bøde på 8 millioner kroner for at have overtrådt konkurrenceloven. Retten har desuden kendt en ledende medarbejder i Deutz skyldig, men har ladet straffen bortfalde på grund af lang sagsbehandlingstid.
Deutz har nægtet at levere reservedele til IC3-togene og hindret parallelimport af reservedele efter aftale med sin forhandler i Danmark, Diesel Motor Nordic.
Konkurrencerådet afgjorde i juni 2013, at begge virksomheder havde overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, og at Deutz desuden havde overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Konkurrencerådets afgørelse er sidenhen anket gennem flere instanser, og i december 2024 afgjorde Højesteret endeligt, at der var tale om en overtrædelse af konkurrenceloven.
Efter Højesterets afgørelse kunne den strafferetlige del af sagen, som havde været sat i bero, genoptages. Diesel Motor Nordic vedtog for få måneder siden at betale en udenretlig bøde på 1 million kroner, mens det har været op til domstolene at fastsætte bøden til Deutz.
Bødens størrelse er fastsat efter de bødeprincipper, der gjaldt, da overtrædelsen fandt sted. Bødeberegningsprincipperne er siden ændret flere gange.
Det er NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet), der har varetaget den del af sagen, der angår sanktion mod virksomhederne. Det skyldes, at sagen er fra før ændringen af konkurrenceloven i 2021, hvor bøder til virksomheder for overtrædelse af konkurrenceloven blev gjort civile og ansvaret for at føre sagerne ved domstolene overgik til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Pressekontakt
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Sagens forløb
- I 2010 hindrede Deutz og selskabets officielle forhandler i Danmark, Diesel Motor Nordic, den danske virksomhed Fleco i at modtage en række Deutz-reservedele til renovering af motorerne i DSB’s IC3-tog. Fleco deltog i det konsortium, som havde vundet opgaven for DSB.
Konsekvensen af adfærden var blandt andet, at en del motorer havarerede, fordi de ikke kunne repareres i tide, til gene for togpassagererne. - Ved at nægte at levere til Fleco og ved at forhindre Fleco i at parallelimportere fra andre leverandører var Deutz og Diesel Motor Nordic skyld i, at Fleco ikke kunne få adgang til de nødvendige reservedele til DSB’s IC3-motorer. De to selskaber pressede på den måde DSB til at købe reservedelene til højere priser hos Diesel Motor Nordic samt bestille reservedele til andre motorer, som DSB selv måtte modificere, så de kunne benyttes i IC3-togene.
- Det fremgår blandt andet af bevismaterialet, at konsortiet havde forsøgt at bestille Deutz-reservedele men fik oplyst, at det kun kunne få dem, hvis det købte dem via Diesel Motor Nordic. Da konsortiet gjorde det, fik det at vide, at ordren alligevel ikke kunne leveres, fordi reservedelene skulle retur til Deutz for at blive sikkerhedsgodkendt. En intern mail hos Diesel Motor Nordic viser dog, at historien om sikkerhedsgodkendelsen var usand, og at reservedelene i virkeligheden var gemt væk ”i et hjørne eller på loftet” hos Diesel Motor Nordic for at beskytte Diesel Motor Nordics forretningsmuligheder med DSB.
- I sidste ende lykkedes det kun konsortiet at få leveret reservedele i få tilfælde.
Links
- Læs pressemeddelelse om Højesterets dom af 3. december 2024
- Læs pressemeddelelse om Diesel Motor Nordics bødevedtagelse af 7. maj 2024
- Læs pressemeddelelse om Østre Landsrets dom af 27. februar 2023
- Læs pressemeddelelse om Sø- og Handelsrettens dom af 11. januar 2021
- Læs pressemeddelelse om Konkurrenceankenævnets stadfæstelse af 10. december 2013
- Læs pressemeddelelse om Konkurrencerådets afgørelse af 12. juni 2013
- Pressefoto af Tine Rønde
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.