Fase 1: Beslutning om OPP
Er der leverandører i Danmark, der kan varetage et OPP?
I forbindelse med overvejelser om et OPP-projekt er det centralt at være sig bevidst, om der er et marked af private leverandører, der kan varetage opgaven. Det enkelte projekts karakteristika har stor betydning for, hvilke leverandører der kan være interesserede i opgaven. Derfor vil det være relevant i forbindelse med det enkelte projekt at foretage en mere eller mindre dybdeborende afdækning af leverandørmarkedet. Dette element vil typisk indgå i en OPP-vurdering.
Renoverings- og driftsarbejde
På anlægsområdet er der generelt private leverandører i Danmark med erfaringer og interesse for OPP. Der er således både konsortier og virksomheder på det danske marked, der har erfaringer fra OPP’er i Danmark, og som løbende afgiver tilbud på nye OPP-projekter. Erfaringerne stammer indtil nu kun fra nyanlægsprojekter. Mange af leverandørerne med erfaringer fra nyanlæg ser dog også et potentiale i renoveringsprojekter som OPP’er, ligesom disse leverandører i mange tilfælde har erfaring med renovering fra andre projekttyper. Virksomheder, der beskæftiger sig specifikt med renovering, udtrykker også interesse for at prøve kræfter med OPP.
Ud over de danske leverandører kan der være internationalt baserede virksomheder med interesse i at byde på danske projekter, ikke mindst hvis projekterne har en vis størrelse. I en række andre europæiske lande er der gennemført renoveringsprojekter som OPP’er. Det indikerer, at der også i andre europæiske lande er OPP-leverandører med interesse for renoveringsprojekter.
Da der er tale om en ny samarbejdsform på renoveringsområdet, kan det imidlertid anbefales, at der gennemføres en markedsundersøgelse, fx i form af dialog i forbindelse med konkrete projekter, med henblik på at afdække, om der er interesserede leverandører på markedet. Markedsundersøgelsen kan fx gennemføres som et led i en OPP-undersøgelse.
Finansiering
OPP-projekter kan både gennemføres med offentlig finansiering og med privat finansiering. I OPP-projekter med privat finansiering varetager den virksomhed eller det konsortium, der løser opgaven, også finansieringen, herunder både egenkapital og fremmedkapital. Det har betydning for konstellationen af konsortiet, hvis finansiering indgår i opgaven. En typisk konsekvens kan være, at en finansieringsvirksomhed deltager i konsortiet. Der kan fx være tale om et pengeinstitut, en investeringsbank, en pensionskasse eller andre investorer.
I andre lande er der erfaringer med at investere igennem fonde. Det fungerer således, at en række fx pensionskasser investerer i en fond, der herefter kanaliserer de investerede midler ud i en række OPP-projekter. Det er fonden, der varetager udvælgelsen af projekter og samarbejdet med de øvrige deltagere i konsortiet, mens pensionskassen blot investerer. På nuværende tidspunkt er der begrænsede erfaringer i Danmark med fonde, der aktivt investerer i OPP’er. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at finansieringen er et anliggende, som OPP-leverandøren varetager. Som udgangspunkt har den private finansieringsstruktur ikke nogen direkte betydning for den offentlige ordregiver, men det er vigtigt at den offentlige ordregiver har en vis forståelse for implikationerne af den finansiering, der anvendes, og eventuelle risici herved.
Der er en væsentlig interesse for at investere i offentlige anlæg gennem OPP blandt danske investorer, herunder pensionskasser. Der er også danske eksempler på, at pensionskasser har deltaget som tilbudsgivere i OPP-projekter. Pensionskasserne efterspørger flere og større OPP-projekter. Hvis et OPP-projekt skal være attraktivt for en investor som en pensionskasse, kan det derfor være af stor betydning, at projektet har en vis volumen, og at det involverer privat finansiering gennem hele aftaleperioden.
En offentlig ordregiver, der overvejer et OPP med privat finansiering, bør være opmærksom på, at den private finansiering som regel isoleret set vil være dyrere, end hvis det offentlige finansierede projektet selv. Derfor er det vigtigt, at den private finansiering medfører en optimering af projektet, der kan veje op for den forøgede finansieringsudgift. Dette vil i særlig grad være gældende, såfremt OPP-leverandøren grundet offentligt ejerskab af aktivet ikke kan foretage skattemæssige afskrivninger.
Læs mere om OPP med privat finansiering og OPP med offentlig finansiering i afsnittet her.
Sidst opdateret: 30. april 2018