Konkurrenceklausul mellem Forskningscenter Risø og LR Plast godkendt
Pressemeddelelse - 28. oktober 1998
Konkurrencerådets møde den 28. oktober 1998
Konkurrencerådet har i dag godkendt en konkurrenceklausul, som er aftalt mellem Forskningscenter Risø og LR Plast A/S. Klausulen indgår i en aftale, der giver LR Plast A/S retten til erhvervsmæssig udnyttelse af Risøs elektronaccelerator i tre år. Klausulen afskærer Risø fra i denne periode at drive erhvervsvirksomhed, der konkurrerer med LR Plast. Endvidere må Risø ikke i 6 mdr. efter aftalens indgåelse rådgive andre virksomheder om etablering af tilsvarende bestrålingsvirksomhed.
Elektronacceleratoren kan blandt andet bruges til bestråling af medicinske produkter, så produkterne bliver sterile.
Konkurrenceklausuler som den, parterne her har indgået, er altid betænkelige, fordi de kan hjælpe en virksomhed til at opnå en urimelig stærk stilling i forhold til konkurrenterne. I den konkrete sag har rådet imidlertid vurderet, at der ikke sker nogen væsentlig ændring af konkurrenceforholdene på markedet, fordi Risø har været en lille aktør på markedet for sterilisering af medicinsk udstyr. Derfor har rådet givet aftalen en såkaldt ikke-indgrebserklæring. Ved forlængelse af lejeaftalen må konkurrenceklausulen dog ikke forlænges yderligere.