Afgørelse

Nummer
3/1120-0401-0059/LOB/SKN

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

SuperGros A/S' overtagelse af Sam-Gros A/S' logistikfunktion

Fusion mellem SuperGros A/S og Sam-Gros A/S

Journal nr. 3/1120-0401-0059/SKN/LOB/SEK
Rådsmødet den 28. april 2004

Konkurrencestyrelsen har den 2. april 2004 godkendt SuperGros A/S’ overtagelse af Sam-Gros A/S’ logistikfunktion. Begge selskaber er dagligvaregrossister. SuperGros leverer dagligvarer til bl.a. SuperBest, Spar, Prima og Rema 1000. Sam-Gros leverer dagligvarer til DK Benzinbutikkerne. Efter fusionen fortsætter Sam-Gros som kædekontor for DK Benzinbutikkerne. Der er tale om en fusion i henhold til konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2.

Konkurrencestyrelsen fandt, at fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt. Fusionen kunne derfor godkendes, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 2.

På dagligvaremarkedet er grossister og detailbutikker typisk forbundet via enten aftaler i såkaldte åbne kæder eller via ejerskab, benævnt kapitalkæder.

Styrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at selv når det relevante marked afgrænses meget snævert til udelukkende at omfatte de åbne kæder, hvorved SuperGros efter fusionen vil have en markedsandel på ca. 45 %, vil SuperGros ikke være i stand til at handle uafhængigt på markedet. Dette skyldes, at priskonkurrencen på detailmarkedet påvirker prissætningen på grossistmarkedet, hvorfor SuperGros er nødsaget til at sælge til sine kunder, dvs. de detailhandlende, til priser, som er konkurrencedygtige i forhold til disse kunders konkurrenter, dvs. de øvrige detailhandlende.

Sammen med fusionen havde parterne anmeldt en samhandelsaftale som accessorisk. Styrelsen fandt, at aftalen var accessorisk.

Samtidig med godkendelsen af denne fusion har Konkurrencestyrelsen godkendt en fusion mellem SuperGros A/S og dagligvaregrossistvirksomheden Chr. Kjærgaard A/S. Denne fusion er medtaget i de anførte markedsandele.