Afgørelse

Nummer
4/0106-0300-0010/ISA/UL

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Elsam påbydes at opfylde sit tilsagn fra Elsam/NESA-fusionen

Elsam påbydes at opfylde sit tilsagn fra Elsam/NESA-fusionen

Pressemeddelelse - 30. august 2006

Konkurrencestyrelsen har udstedt et påbud til Elsam, der er en del af DONG Energy. Påbuddet skal sikre, at Elsam lever op til sit tilsagn fra Elsam/NESA-fusionen (2004) om at sælge sine decentrale kraftvarmeværker.

Elsam har solgt størstedelen af sine værker, og disse salg har givet Elsam en indtjening på et millionbeløb.

Elsam mangler dog stadig at sælge de sidste 5 værker. Selskabet vil ikke sælge, selvom den udpegede trustee har modtaget købstilbud. Ifølge Elsam er de tilbudte priser for lave. Trustee vurderer dog, at tilbuddene afspejler markedsprisen for værkerne.

Der er – ifølge tilsagnet – ikke nogen minimumspris for salget. Derfor påbydes Elsam aktivt at bistå trustee under forhandlinger med de tilbageværende tilbudsgivere, så der snarest kan foreligge en salgsaftale. Elsam har klaget over påbuddet til Konkurrenceankenævnet.