Afgørelse

Nummer

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Nomeco og Tjellesen Max Jennes koordinering af gebyrer og andre forretningsbetingelser

Konkurrencerådet har påbudt Danmarks to største medicinalgrossister, Nomeco A/S og Tjellesen Max Jenne A/S, at ophøre med at koordinere gebyrer og andre forretningsbetingelser.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

De to største medicinalgrossister har aftalt vilkår og priser for den service, de yder apoteker og leverandører. Der er tale om et marked med stram offentlig regulering. Aftalen mellem de to grossister har lagt yderligere bånd på de få tilbageværende muligheder for at konkurrere. Det kan i sidste ende have betydet højere priser for forbrugerne.

Konkurrencerådet har påbudt Nomeco A/S og Tjellesen Max Jenne A/S at ophøre med at aftale gebyrer og andre forretningsbetingelser, hvis det ikke allerede er sket.

Nomeco A/S og Tjellesen Max Jenne A/S er de to største medicinalgrossister på det danske marked. De omsatte i 2013 tilsammen for knap 9 mia. kr.

De to virksomheder har begrænset konkurrencen ved at udmelde et fælles regelsæt for returnering og kreditering af medicin til samtlige leverandører af medicin på det danske marked. Regelsættet, der trådte i kraft i januar 2002, fastsætter blandt andet priser for håndteringen af returvarer fra apotekerne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fik kendskab til det efter en kontrolundersøgelse hos medicinalbranchens aktører i januar 2012.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.