Afgørelse
Nummer
23/02563
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Broste Copenhagen bødevedtagelse - seks millioner kroner - priskoordinering
Broste Copenhagen har accepteret at betale en bøde på seks millioner kroner for at have deltaget i et kartel, hvor der blev koordineret priser med en konkurrent.
Interiørvirksomheden Broste Copenhagen, der blandt andet producerer og distribuerer lys, bordservice og dekorative genstande til boligen, har erkendt at have overtrådt konkurrenceloven. Virksomheden betaler derfor en bøde på seks millioner kroner for at have koordineret priser med en konkurrent i januar og juli 2021, herunder indførelsen af et Covid-19-relateret fragttillæg.
Bøden er udstedt af Konkurrencerådet. Ved fastsættelsen af bødens størrelse er der lagt vægt på overtrædelsens grovhed og varighed samt størrelsen af koncernens globale omsætning. Det har været en formildende omstændighed, at Broste Copenhagen har gjort en aktiv indsats for, at alle relevante medarbejdere skal overholde konkurrenceloven.
På den baggrund har Konkurrencerådet fastsat bødestørrelsen til 7,5 millioner kroner. Der er dog givet 1,5 millioner kroner i rabat, fordi Broste Copenhagen har medvirket til sagens opklaring.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undersøger fortsat, om der er grundlag for en konkurrencesag mod den konkurrerende virksomhed.