Afgørelse
Nummer
2:8032-441
Emner
- Konkurrenceloven generisk
Forpagtningsaftale mellem Århus Kommune og Århus Skøjtehal
En anmeldt forpagtningsaftale mellem Århus Kommune og Gyda Larsen om forpagtning af cafeteria/restaurationslokaler i den kommunalt ejede skøjtehal, Århus Skøjtehal, falder ikke ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. En ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 er derfor afgivet.
Rådsmødet den 15. december 1999
Styrelsen har ved brev af 1. december 1999 meddelt Århus Kommune, at den anmeldte forpagtningsaftale mellem Århus Kommune og Gyda Larsen om forpagtning af cafeteria/restaurationslokaler i den kommunalt ejede skøjtehal, Århus Skøjtehal, ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. En ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 er derfor afgivet.
I forpagtningsaftalens § 6 sikres forpagteren en eneret til salg i samtlige lokaler. Kontrakten er tidsubestemt, idet den løber indtil den opsiges af en parterne.
Styrelsen har i afgørelsen anført, at en tidsubestemt eneret som udgangspunkt anses for at udgøre en konkurrencebegrænsning, der falder ind under anvendelsesområdet for konkurrencelovens § 6, stk. 1. Ud fra en konkurrenceretlig bedømmelse anbefales det derfor, at tidsubestemte enerettigheder som hovedregel udbydes med passende mellemrum, fx 3-5 år. I afgørelsen har styrelsen dog bemærket, at forpagtningsaftalen kan opsiges for forpagteren med 3 måneders varsel og for kommunens vedkommende med 6 måneder.
Under henvisning til Konkurrenceankenævnets afgørelse i sagen (j.nr. 98-76.327), Søllerød ctr. Konkurrencestyrelsen, har styrelsen ud fra de foreliggende oplysninger fundet, at den pågældende eneret ikke indebærer en sådan markedspåvirkning, at der etableres en mærkbar konkurrencebegrænsning på markedet.