Afgørelse
Nummer
2:8032-1153, do/industri
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Leveringsaftale i forbindelse med opførelsen af et tankanlæg meddelt fritagelse
Anmeldelse vedrørende et aftalekompleks om levering af natronlud i forbindelse med opførelsen af et tankanlæg i Kalundborg var omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6.
Konkurrencestyrelsen har behandlet en anmeldelse vedrørende et aftalekompleks om levering af natronlud i forbindelse med opførelsen af et tankanlæg i Kalundborg. Der er tale om to selvstændige aftaler, der dog har stor indbyrdes afhængighed, da de i fællesskab danner grundlaget for opførelsen af tankanlægget.
Konkurrencestyrelsen har fundet, at aftalerne er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Den ene leveringsaftale indeholder et forbud mod at levere til andre mellemmænd i Danmark, mens den anden leveringsaftale indeholder en købspligt for køber i 8 år.
Styrelsen fandt dog grundlag for at meddele en individuel fritagelse, da aftalerne opfylder betingelserne herfor i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1.
Styrelsen lagde blandt andet til grund, at leveringsaftalerne bidrager til at fremme den økonomiske udvikling, da aftalerne er et nødvendigt led i opførelsen af et nyt tankanlæg for natronlud i Kalundborg. Endvidere pålægges virksomhederne ikke begrænsninger, der er unødvendige for at realisere de tilsigtede fordele for effektiviteten mv. Investeringen i tankanlægget i Kalundborg er i høj grad relations- og stedspecifik, da tankanlægget er opført og placeret i Kalundborg med henblik på videresalg af natronlud til en køber. Aftalerne er således begrænset til det nødvendige i relation til længde og eksklusivitet. Dertil kommer, at bindingsgraden på det danske marked for natronlud er lav. Der er således ikke væsentlige hindringer i adgangen til det danske marked for natronlud