Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-269/ke/Fødevarer og Finans

Klage over cafeteria på Haderslev Kaserne

Afviste at gå videre med en klage over Haderslev Kasernes cafeterias afholdelse af enkelte arrangementer på kasernen, da regimentet indskærpede de gældende bestemmelser for det berørte personale på Haderslev Kaserne.

Rådsmødet den 29. august 2001

Styrelsen har meddelt en hotelejer i Haderslev, at styrelsen ikke vil gå videre med en klage over, at Haderslev Kasernes cafeteria driver aktiviteter i strid med konkurrencelovens regler, efter at reglerne for cafeteriets drift er blevet præciseret.

Hotellet havde klaget over, at kasernens cafeteria tilbød kurser med bespisning og overnatning til offentlige myndigheder og institutioner.

Telegrafregimentet i Fredericia, der er ansvarlig for driften af Haderslev Kaserne og cafeteria, har oplyst, at Forsvarets Etablissementer ikke må tilbyde faciliteter og salg af forplejning til private eller offentlige myndigheder uden for Forsvarsministeriets område. Forsvarets Cafeteriers primære formål er levering af forplejning til værnepligtige til en af Forsvarsministeriet fastsat standardpris, der er en del af de værnepligtiges løn. Til det formål ydes et løntilskud på 20 pct. af nettoomsætningen, og der stilles lokaler og forsyninger m.v. vederlagsfrit til rådighed. Hvor det er muligt, kan det faste personel købe mad og drikkevarer etc. til priser med de af Forsvarskommandoen fastsatte bruttoavancer.

Regimentet beklager, at der har været afholdt enkelte arrangementer på kasernen med benyttelse af cafeteriaet i strid med gældende bestemmelser. Som følge heraf har regimentet indskærpet gældende bestemmelser for berørt personel på Haderslev Kaserne.