Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1213/SEK/ACE

Emner

  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Afregningen af private leverandører i Københavns Kommunes Fritvalgsordning for indkøb

Klage over fastsættelse af prisen i Københavns Kommunes fritvalgsordning for indkøb blev afvist, da der ikke vare tale om offentlig støtte, idet der ikke var nogen kommunal leverandør.

Rådsmødet den 15. december 2004

Konkurrencestyrelsen har afvist at behandle en klage over fastsættelse af prisen i Københavns Kommunes fritvalgsordning for indkøb, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. Styrelsens umiddelbare vurdering af sagen er, at der næppe kan være tale om en konkurrenceforvridning i strid med konkurrencelovens § 11a, eftersom der ikke er nogen kommunal leverandør, og da alle private leverandører i indkøbsordningen afregnes på baggrund af den samme pris.

Københavns Kommunes indkøbsordning er indrettet som en godkendelses-model efter fritvalgsreglerne. Det betyder, at kommunen skal fastsætte kvalitetskrav og priskrav. Kommunen skal herefter godkende de leverandører, der kan opfylde kvalitetskravene og levere til det fastsatte priskrav, hvoref-ter disse leverandører kan levere til kommunens borgere. I fritvalgsordninger, hvor en kommunal leverandør konkurrerer med private leverandører, kan en forkert beregning føre til en for lav fastsættelse af priskravet og indebære konkurrenceforvridende støtte i strid med konkurrencelovens § 11a.

Klager, der er en privat leverandør i indkøbsordningen, har anført, at Københavns Kommune har beregnet priskravet ud fra forkerte forudsætninger, og at den pris, leverandørerne bliver afregnet med, er fastsat for lavt. Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrencestyrelsen ikke herved har taget stilling til, om Københavns Kommune har overholdt reglerne for beregning af priskrav, jf. bkg. nr. 903 af 31/8/2004 om frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp, ved fastsættelsen af priskravet. Dette spørgsmål henhører under Statsamtmanden for Københavns Amts kompetence.