Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0297/ISA/JKM
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Anmeldelse af Hovedstadsområdets Geotermiske Samarbejde (HGS)
CTR, KE, VEKS, E2 og DONG anmeldte to aftaler. De to aftaler udgjorde ikke en mærkbar konkurrencebegrænsning, og der kunne derfor meddeles erklæring om ikke-indgreb for begge aftaler.
De fem parter i Hovedstadsområdets Geotermiske Samarbejde (Central-kommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR), Københavns Energi (KE), Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS), Energi E2 A/S (E2) og DONG VE A/S har anmeldt to aftaler til Konkurrencestyrelsen. Dels en aftale mellem HGS-parterne og de varmeaftagende parter CTR, KE og VEKS om salg af varme fra geotermisk demonstrationsanlæg i Hovedstadsområdet (salgsaftalen) og dels en aftale mellem HGS-parterne og E2 om levering af drivvarme fra Amagerværkets blok 3 (drivvarmeaftalen).
Markedet er det københavnske fjernvarmemarked. Der er særlige forhold på dette marked, som medfører, at konkurrence i høj grad er udelukket. Det skyldes primært en omfattende regulering, herunder det hvile-i-sig-selv princip, som regulerer priserne på fjernvarmeområdet, samt prioritering af de brændsler, der skal anvendes af værkerne. Markedet er således karakteriseret ved et sådant fravær af konkurrence, at aftaler generelt ikke kan have nogen mærkbar påvirkning af konkurrencen.
Salgsaftalen indeholder 4 konkurrencemæssigt relevante bestemmelser: 1) HGS påtager sig udelukkende af levere geotermivarmen til KE, CTR og VEKS. 2) En leveringsopdeling således at CTR og KE tilsammen skal aftage 2/3 af geotermivarmen, mens VEKS skal aftage 1/3. 3) KE, CTR og VEKS er forpligtet til at aftage al den varme, som geotermianlægget kan producere. 4) Aftalen har en varighed på 25 år. Drivvarmeaftalen indeholder en bestemmelse om, at E2 ikke må levere drivvarme fra to turbineudtag til anden side.
For salgsaftalen har Konkurrencestyrelsen lagt afgørende vægt på, at reguleringen af markedet forhindrer konkurrence. Det vil ikke være muligt for eksisterende eller nye producenter af fjernvarme at anvende strategisk pris-fastsættelse til at erobre markedsandele.
Styrelsen har også lagt vægt på det forhold, at HGS alene kan levere varme svarende til forbruget hos 4000-6000 husstande, hvilket svarer til ca. 1 % af Hovedstadsområdets behov.
For drivvarmeaftalen har Konkurrencestyrelsen lagt vægt på, at aftalen ikke forhindrer E2 i at placere supplerende turbineudtag ved varmelevering til andre modtagere. Desuden er HGS ikke afskåret fra at indkøbe drivvarme fra andre leverandører.
Konkurrencestyrelsen har i henhold til konkurrencelovens § 9 meddelt, at styrelsen ikke efter de forhold, som styrelsen har kendskab til, finder, at de to anmeldte aftaler udgør en mærkbar konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Styrelsen har samtidig meddelt, at på grund af aftalernes lange løbetid, kan vurderingen af aftalerne ændres, hvis der sker væsentlige ændringer af markedets rammevilkår (herunder regulering) eller i det af aftalerne omfattede produktionsomfang og andel af det relevante marked.