Group 4 Falck A/S' overtagelse af det amerikanske selskab Wackenhut Corporation
Group 4 Falck A/S anmeldte den 13. februar 2002 en planlagt overtagelse af det amerikanske selskab Wackenhut Corporation. Group 4 Falck anmodede i den forbindelse om en godkendelse af fusionen i henhold til konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.
Group 4 Falcks omsætning var i 2000 på 18,5 mia. d.kr., hvoraf 3,866 mia. d.kr. hidrørte fra omsætning i Danmark. Wackenhut havde i 2000 en omsætning på verdensplan på 21 mia. d.kr. De deltagende virksomheders omsætning overskrider tærskelværdierne i konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 2. Fusionen er derfor omfattet af konkurrenceloven, jf. § 12 a, stk. 1, nr. 2.
Group 4 Falck er i dag verdens næststørste leverandør inden for sikringsområdet. Derudover beskæftiger Group 4 Falck sig med redningstjenester samt offentlig-private partnerskaber (dvs. samarbejde med offentlige myndigheder inden for bl.a. fængselsdrift). Wackenhut har aktiviteter inden for sikring, offentlig-private partnerskaber samt vikar- og rekrutteringsvirksomhed.
I Danmark har Group 4 Falck aktiviteter inden for sikring og redningstjenester. Wackenhut er ikke repræsenteret i Danmark. Sammenlægningen af de to virksomheder fører derfor ikke til, at Group 4 Falcks markedsandel i Danmark øges. Der kan heller ikke antages at være tale om, at Group 4 Falck med fusionen udelukker en potentiel konkurrent fra det danske marked.
Som følge heraf fører fusionen ikke til, at der skabes eller styrkes en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt. Konkurrencestyrelsen har derfor godkendt fusionen, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7, jf. stk. 2.