Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0713/LHH/MJE/ISA

Emner

  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Klage over konkurrenceforvridende støtte til skolen for luftfartsuddannelser

Offentlig støtte til Skolen for luftfartsuddannelser

Pressemeddelelse - 26. november 2003

Konkurrencerådet har i dag afgjort, at Skolen for luftfartsuddannelser (SLU) modtager konkurrenceforvridende offentlig støtte. Men da støtten er lovlig i medfør af anden lovgivning, kan rådet ikke gribe ind.

SLU udbyder pilot- og flymekanikeruddannelser, og har siden 2001 været en del af Teknisk Erhvervsskole Center (TEC), der er en sammenslutning af tekniske skoler.

Sagen er opstået på baggrund af en klage fra Private Kursus Virksomheder (PKV), der klagede over, at SLU modtager konkurrenceforvridende offentlig støtte. PKV klagede desuden over, at der ulovligt overføres midler (krydssubsidiering) mellem TEC og SLU og mellem SLU’s flymekaniker- og pilotuddannelse. Disse forhold fører ifølge PKV til, at SLU har mulighed for at tilbyde pilotuddannelsen billigere og udbetale højere instruktørhonorarer end andre pilotuddannelser.

Konkurrencestyrelsens undersøgelser har vist, at SLU havde fået eftergivet en betydelig gæld til Undervisningsministeriet, og at Forsvarsministeriet udbetaler støtte til optagelsesprøver samt et tilskud pr. elev. Endelig har SLU optaget lån hos det offentlige på attraktive vilkår. Disse støtteordninger er konkurrenceforvridende i forhold til andre pilotuddannelser, fordi støtten kun er ydet til SLU. Men rådet kan ikke gribe ind, da støtten er lovlig i medfør af anden lovgivning.

Med hensyn til spørgsmålet om krydssubsidiering viste styrelsens undersøgelser, at såvel flymekaniker- som pilotuddannelsen har givet underskud. Pilotuddannelsen har således været delvist finansieret ved øget gældsætning. Der er ikke sket krydssubsidiering mellem flymekaniker- og pilotuddannelsen eller mellem TEC og SLU.