Energi E2 har ikke taget urimeligt høje priser
Pressemeddelelse - 22. december 2010
Det tidligere energiselskab Energi E2 A/S har ikke misbrugt sin dominerende stilling på det østdanske elmarked til at tage urimelige høje priser for engrossalg af elektricitet. Det afgjorde Konkurrencerådet på sit møde i dag.
I tilsvarende sager om det vestdanske elmarked har Konkurrencerådet i 2005 og 2007 afgjort, at det tidligere energiselskab Elsam A/S misbrugte sin dominerende stilling til at opkræve urimeligt høje priser. Elsam har efterfølgende indbragt sagerne for Sø- og Handelsretten, hvor de stadig verserer.
Markedet for engrossalg af el er blandt andet kendetegnet ved, at der er høje adgangsbarrierer. De mekanismer, som kan tvinge prisen ned, hvis der er effektiv konkurrence, virker ikke i tilstrækkelig grad. Derfor er der et særligt behov for at gribe ind over for adfærd, som kan bidrage til urimelige høje priser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse viser, at Energi E2 i et begrænset antal timer har udvist en adfærd, som har medført meget høje priser. Ud fra en helhedsvurdering er omfanget ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at selskabet har misbrugt sin dominerende stilling og taget urimelige høje priser. Vurderingen er blandt andet baseret på det forhold, at E2 i de fleste timer i den undersøgte periode solgte el med tab, og at andre aktører begrænsede importen af billig elektricitet.
Både Energi E2 og Elsam er i dag overtaget af Dong Energy.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Jeg er glad for, at vi nu kan sætte punktum for sagen om Energi E2. Det er en af de mest omfangsrige sager, vi har haft i nyere tid.
Elpriserne har stor betydning for alle virksomheder og forbrugere. Forholdene på markedet giver mulighed for misbrug i form af urimeligt høje priser. Derfor har vi givet det høj prioritet at undersøge tingene til bunds.
Energi E2 har i et begrænset antal timer sat – og fået – ganske høje prise. Ud fra en helhedsvurdering er der dog ikke grundlag for at statuere, at Energi E2 har misbrugt sin stilling på det østdanske marked.
Spørgsmål/Svar
Efter at Dong Energy har overtaget Energi E2 og Elsam, er der så andre væsentlige aktører på engrosmarkedet for el?
Dong Energy møder konkurrence i Danmark. Der importeres allerede store mængder el fra Sverige, Norge og Tyskland, og der er planer om flere nye forbindelser til udlandet. Desuden overtog det svenske energiselskab Vattenfall tre centrale kraftvarmeværker og flere decentrale i Danmark i 2006. De tre centrale værker er: Nordjyllandsværket, Fynsværket og Amagerværket.
Hvem køber engros el?
Handelsselskaber og store industrikunder køber elektricitet med henblik på henholdsvis videresalg til slutbrugere og eget forbrug.
Hvilke muligheder har nye aktører for at komme ind på markedet?
Det er meget vanskeligt, at etablere nye centrale elværker i Danmark, så der er særlig grund til at være opmærksom på konkurrenceforholdene på engrosmarkedet for el. Dels er der høje anlægsinvesteringer forbundet med et nyt kraftvarmeværk, dels er det vanskeligt at konkurrere med den billige norske og svenske el produceret ved hjælp af vand, og dels er det svært at finde et sted, hvor kraftvarmeværket kan ligge.
Betyder afslutningen af sagen, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er færdige med at undersøge konkurrenceforholdene på engrosmarkedet for el?
Ja, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sætter med E2-sagen punktum for en længerevarende undersøgelse af konkurrenceforholdende på det danske elmarked. Det kan dog ikke afvises, at der kommer nye klager, som vi vil tage hånd om.
Hvilken betydning får Konkurrencerådets afgørelse for forbrugerne?
Den konkrete afgørelse har ingen direkte betydning for forbrugerne. Afslutningen af sagen har imidlertid givet de professionelle aktører klare retningslinjer for, hvad de må og ikke må i forhold til konkurrencereglerne. Det er til gavn for konkurrencen på markedet og kommer derfor forbrugerne til gode.