Afgørelse

Nummer
SØK-91250-00001-16

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegraensende aftaler

Kingo Karlsen - bøde på 4 mio. kr. - personlig bøde på 125.000 kr. - Retten i Roskilde - tilbudskoordinering

Retten i Roskilde har dømt nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S til at betale en bøde på fire millioner kroner, og en ledende medarbejder skal betale en bøde på 125.000 kroner for brud på konkurrenceloven.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:

Dommen slår fast, at det er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, hvis en virksomhed låner priser af en konkurrent for selv at kunne byde på en opgave. Lånepriser kan underminere konkurrencen og medføre, at ordregiveren må betale mere for at få løst sin opgave.

Retten i Roskilde skriver blandt andet i dommen:

Efter [vidnernes] forklaringer skete det at [virksomhedsnavn] og Kingo Karlsen A/S lånte en tilbudspris, når de var i tidnød, eller hvis der var tale om en opgave, som de reelt ikke ønskede at påtage sig for eksempel på grund af manglende kapacitet. Den anvendte fremgangsmåde var begrundet i, at de var bange for ikke at blive indbudt til fremtidige udbudsrunder, hvis de undlod at afgive tilbud

[…]

Retten finder, at denne adfærd er udtryk for en samordnet praksis om koordinering af bud, der havde til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med det konkrete bud, og at dette stod tiltalte klart. En konkurrencebegrænsning omfatter både en hindring, en begrænsning og en fordrejning af konkurrencen, og forbuddet i konkurrencelovens § 6, rammer også en sådan adfærd, selvom der ikke faktisk har fundet en påvirkning sted.

Retten i Roskilde har 4. april 2019 idømt nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S en bøde på fire millioner kroner og en ledende medarbejder i virksomheden skal betale en bøde på 125.000 kroner.

I perioden fra marts 2012 til marts 2013 har Kingo Karlsen A/S i fire tilfælde overtrådt konkurrenceloven ved at udveksle priser med konkurrenter i forbindelse med udbud af nedrivningsentrepriser.

Overtrædelserne er sket i forbindelse med nedrivningsopgaver for både offentlige og private kunder, blandt andet opgaver på Mønbroen og et plejecenter i Farum Midtpunkt.

Virksomhedsbødens størrelse tager blandt andet hensyn til antallet af overtrædelser, varigheden og koncernomsætningen. Desuden har det betydning, at kun én af overtrædelserne er foregået efter 1. marts 2013, hvor bødeniveauet i konkurrenceloven blev forhøjet.

Sagen er en del af et sagskompleks med flere nedrivningsvirksomheder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretog således i efteråret 2015 uanmeldte kontrolbesøg hos en række virksomheder i branchen. Efter de indledende undersøgelser foretog Konkurrencerådet i april 2016 anmeldelse til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). SØIK har siden efterforsket sagen og rejst tiltale mod flere virksomheder i nedrivningsbranchen.

I sagskomplekset er nedrivningsvirksomhederne tiltalt for at have koordineret tilbud i perioden fra maj 2011 til oktober 2013. Der er afsagt domme i tre andre sager, og flere ventes behandlet ved domstolene i løbet af de kommende måneder.