Dom fra Retten i Sønderborg: AL Sydbank A/S (tidl. Sydbank A/S) mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Retten i Sønderborg har bekræftet, at Konkurrencerådets afgørelse fra 2023 om, at Sydbank ikke har efterlevet Konkurrencerådets påbud, står ved magt. Dommen slår dermed også fast, at betalingsinstitutter og deres agenter skal have adgang til bankers betalingskontotjenester på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår.
Afgørelse 16. februar 2026
Sagsnummer BS-25444/2024
Lovgrundlag Betalingsloven §63
Sagen begyndte tilbage i juni 2021, da Konkurrencerådet påbød Sydbank at give en agent for et betalingsinstitut adgang til Sydbanks betalingskontotjenester på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår. Alligevel fik agenten ikke adgang til betalingskontotjenesterne.
I sommeren 2023 traf Konkurrencerådet derfor afgørelse om, at Sydbank ikke havde efterlevet påbuddet fra 2021.
Sydbank påklagede aldrig påbuddet fra 2021, men indbragte Konkurrencerådets afgørelse fra 2023 for Konkurrenceankenævnet. Nævnet var enig med Konkurrencerådet i, at Sydbank havde overtrådt påbuddet fra 2021, og fastslog, at grundlaget for 2021-påbuddet ikke kunne prøves, fordi der ikke var klaget rettidigt.
Sydbank indbragte herefter sagen ved Retten i Sønderborg. Sydbank nedlagde blandt andet påstand om, at Konkurrencerådets påbud fra 2021 skulle ophæves, eller at sagen skulle genoptages.
Angående påstanden om ophævelse skriver Retten i Sønderborg i dommen:
” Konkurrencerådet traf den 23. juni 2021 afgørelse om, at Sydbank havde overtrådt betalingslovens § 63, stk. 1 […] Denne afgørelse påklagede Sydbank ubestridt ikke til Konkurrenceankenævnet indenfor klagefristen. Afgørelsen af 23. juni 2021 er således endelig.”
Om agenters adgang står der i dommen:
”Eftersom betalingslovens § 63, som bestemmer, at pengeinstitutter skal give udbydere af betalingstjenester adgang til deres betalingskontotjenester på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår, hører under kapitel 4, gælder § 63 således også for agenter af udenlandske virksomheder i Danmark.[…]
Det findes således at være et helt bevidst valg fra lovgiver side, at bestemmelserne i betalingslovens kapitel 4–11 – herunder § 63 – tillige skulle finde anvendelse for agenter af udenlandske virksomheder her i landet.”
Betalingsinstitutter er eksempelvis virksomheder, som foretager pengeoverførsler eller sørger for, at forretninger kan modtage betalinger fra deres kunder. Betalingsinstitutter og deres agenter skal have adgang til en betalingskonto i en bank, for at kunne tilbyde deres tjenester. Bankerne har ifølge betalingsloven pligt til, at stille en sådan adgang til rådighed på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår. Formålet med loven er blandt andet at styrke konkurrencen om at levere de bedste betalingstjenester til virksomheder og forbrugere.
Ankehistorik
-
Civilretlige domme
-
Du er her
Dom fra Retten i Sønderborg: AL Sydbank A/S (tidl. Sydbank A/S) mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
-
Du er her
-
Ankenævnskendelser
-
Rådsafgørelser