Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Atea A/S’ erhvervelse af enekontrol over KMD A/S’ forretningsenhed KMD ”Product and Services”

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 29. marts 2022 modtaget et udkast til anmeldelse af Atea A/S’ (’Atea’) erhvervelse af enekontrol over KMD A/S’ forretningsenhed KMD ”Product and Services” (’KMD PS’).

 Sikkerhedshjelm

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Atea er et af flere datterselskaber til Atea ASA, som er hjemmehørende i Norge og børsnoteret på Oslo Børs. Atea ASA har datterselskaber med forretningsaktiviteter inden for IT-sektoren i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Letland, Estland og Litauen.

Atea er aktiv med detailsalg i Danmark af computer hardware (med tilhørende accessoriske tjenesteydelser herunder software-udrulning og software asset management) og standard computer software. Atea udbyder herudover generelle IT-løsninger, herunder outsourcing og drift, løsninger inden for IT-infrastruktur, omfattende bl.a. dataløsninger, kommunikationsløsninger, netværksløsninger, herunder installation og vedligeholdelse af netværksløsninger samt drift heraf, IT-rådgivning og IT-konsultation. 

KMD PS er inden fusionen en division i KMD A/S, som ultimativt er ejet og kontrolleret af NEC Corporation, Japan. KMD PS er primært aktiv i Danmark.

KMD PS udbyder standard softwarelicenser og computer hardware samt i meget begrænset omfang tjenesteydelser relateret hertil.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. maj 2022 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Atea/KMD PS

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Kim Winther Starup, tlf. 4171 5234 eller e-mail kws@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.