Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Hillerød Forsyning Holding overtager Hillerød Kraftvarmeværk

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 23. februar 2011 modtaget en anmeldelse af en transaktion mellem Hillerød Forsyning Holding A/S og Vattenfall A/S. Hillerød Forsyning Holding A/S køber ved transaktionen Hillerød Kraftvarmeværk og den nordgående varmetransmissionslinje, der anvendes til levering af varmt vand fra Hillerød Kraftvarmeværk til Hillerød by, af Vattenfall A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Hillerød Forsyning Holding A/S er 100 pct. ejet af Hillerød Kommune og er moderselskab i en koncern, der beskæftiger sig med aktiviteter inden for affaldshåndtering, vandforsyning, varmeforsyning og spildevandsforsyning. Hillerød Forsyning Holding A/S har fem datterselskaber, der står for driften inden for de respektive forsyningsområder.

Hillerød Kraftvarmeværk er et decentralt værk, der producerer varme til Hillerød Varme A/S, Værløse Varmeværk A.m.b.a. og Farum Fjernvarme A.m.b.a. De tre aftagere videresælger varmen til husstandene i de tre byer. Værket producerer også el, der sælges på Nord Pool.

Vattenfall A/S er en del af Vattenfallkoncernen. Moderselskabet, Vattenfall AB, er ejet af den svenske stat. I Danmark ejer og driver koncernen blandt andet Amagerværket, Nordjyllandsværket, Fynsværket og de decentraler værker i Hillerød og Helsingør samt en række vindmølleparker.

Konkurrencestyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 3. marts 2011 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
E-mail kfst@kfst.dk  

Mrk.: Fusion Kraftvarme

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Majken Bang Ditlevsen tlf. 7226 8166.