Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af fusion mellem LD Equity 3 K/S og R2 Group Invest A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 29. juli 2011 modtaget en forenklet anmeldelse af LD Equity 3 K/S’ fusion med selskabet R2 Group Invest A/S. Ved fusionen erhverver LD Equity 3 K/S igennem datterselskabet LDETRE Holding 10 ApS 50 % af aktierne i R2 Group Invest A/S fra R2 Group Holding A/S. De resterende 50 % af aktierne i R2 Group Invest A/S vil efter fusionen fortsat være ejet af R2 Group Holding A/S.
Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
R2 Group Invest A/S ejer 100 % af aktierne i R2 Group A/S, der er en dansk handelsvirksomhed med hovedsæde i Hedensted. R2 Group A/S og dettes datterselskaber beskæftiger sig med salg af ingredienser og andre råvarer til den kemisk/tekniske industri samt fødevare- og helsekostindustrien. Derudover producerer og sælger R2 Group A/S råvarer til foderstofindustrien.
LD Equity 3 er en dansk kapitalfond oprettet i 2007. Kapitalfonden ejer en række porteføljeselskaber, der er aktive inden for forskellige brancheområder, men ingen er aktive på samme markeder som R2 Group A/S eller på beslægtede markeder.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 8. august 2011 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
E-mail: kfst@kfst.dk.
Mrk.: LD Equity 3 K/S’ fusion med R2 Group Invest A/S.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Maria Nielsen, tlf. 72 26 82 18.