Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Energinet.dks overtagelse af ti regionale transmissionsselskaber

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 16. juli 2012 modtaget en anmeldelse af en fusion vedrørende Energinet.dks køb af følgende regionale transmissionsselskaber:

  • Frederiksberg Eltransmission A/S,
  • KE Transmission A/S,
  • Transmissionsselskabet 132 kV A/S,
  • Transmissionsselskabet-Net 132 kV A/S,
  • Vestjyske Net 150 kV A/S,
  • FynsNet 150 kV A/S,
  • Midtjyske Net A/S,
  • Sydøstjyske Net A/S,
  • Syd Net A/S og
  • NV Net A/S.

Købet udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

I medfør af elforsyningslovens § 35 kan transmissionsselskaber med 132/150 kV net alene afstås til staten. Energinet.dk varetager statens købepligt, jf. § 3 i lov om Energinet.dk.

Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Energinet.dk er moderselskab i en koncern, der udøver forskellige aktiviteter inden for energiområdet.

Energinet.dk ejer det overordnede landsdækkende transmissionsnet (400 kV) og et enkelt regionalt transmissionsnet i Nordsjælland (Regionale Net.dk A/S - 132 kV), som Energinet.dk købte i 2007 fra DONG Energy.

De 10 regionale transmissionsselskaber, der i dag ejes af en række eldistributionsselskaber og kommuner, ejer og driver de regionale transmissionsnet (132/150 kV). Disse net forbinder det overordnede landsdækkende net og de lokale distributionsnet (50-60 kV), som forsyner slutkunderne med elektricitet. Transmissionsselskabernes aktiviteter er udbygning, vedligeholdelse, drift og overvågning af transmissionsnettene.

Fusionen tilsigter at gennemføre kravet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (herefter eldirektivet) om ejermæssig adskillelse mellem transmissionsaktiviteter og produktions- og handelsaktiviteter.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 6. august 2012 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Energinet.dk/ITE

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos kontorchef Jacob Schaumburg-Müller tlf. 4171 5118 eller chefkonsulent Lotte Vibild Schønau tlf. 4171 5177.