Øvrige nyheder

Markedshøring: Infra Group ønsker at erhverve MSE Entreprise

Både MSE og Infra Group (via sit datterselskab LM Gruppen) har aktiviteter inden for anlæg og vedligeholdelse af forsynings- og ledningsinfrastruktur. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af We Connect Infra Denmark ApS’ (“Infra Group”) erhvervelse af enekontrol over MSE Entreprise A/S (“MSE Entreprise”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Infra Group er ultimativt kontrolleret af PAI Partners, som forvalter eller rådgiver adskillige
investeringsfonde, der kontrollerer en række porteføljeselskaber bl.a. i Danmark. Infra Group er aktiv i Danmark via datterselskabet LM Gruppen A/S, som er en entreprenørvirksomhed, der etablerer og renoverer vandledninger, gasledninger, fiberkabler, elkabler og tilhørende underjordisk infrastruktur.

MSE Entreprise er en entreprenørvirksomhed, som etablerer og renoverer kloakanlæg og fjernvarmeledninger. MSE Entreprise tilbyder desuden gravefri dræning, håndterer oprensning af forurenet jord og udfører alle former for jordarbejde. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 23. februar 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Infra Group / MSE Entreprise

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Nanna Snitkjær, tlf. 4171 5230 eller e-mail nvh@kfst.dk