Øvrige nyheder

Markedshøring: Infra Group ønsker at erhverve Zøllner

Både Zøllner og Infra Group (via datterselskaberne LM Gruppen, Jacob Post Styret Underboring og potentielt MSE Entreprise) har aktiviteter inden for bl.a. anlæg og vedligeholdelse af forsynings- og ledningsinfrastruktur og inden for jordarbejde. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af We Connect Infra Denmark ApS’ (“Infra Group”) erhvervelse af enekontrol over Zøllner A/S (“Zøllner”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Infra Group er ultimativt kontrolleret af PAI Partners, som forvalter eller rådgiver adskillige investeringsfonde, der kontrollerer en række porteføljeselskaber bl.a. i Danmark. Infra Group er aktiv i Danmark via datterselskaberne LM Gruppen A/S og Jacob Post Styret Underboring A/S.

LM Gruppen A/S er en entreprenørvirksomhed, der etablerer og renoverer vandledninger, gasledninger, fiberkabler, elkabler og tilhørende underjordisk infrastruktur.

Jacob Post Styret Underboring A/S er en entreprenørvirksomhed med speciale i styret underboring.

Styrelsen behandler endvidere en fusion, hvor Infra Group ønsker at erhverve MSE Entreprise A/S. MSE Entreprise A/S er en entreprenørvirksomhed, som etablerer og renoverer kloakanlæg og fjernvarmeledninger. MSE Entreprise A/S tilbyder desuden gravefri dræning, håndterer oprensning af forurenet jord og udfører alle former for jordarbejde.

Zøllner er en entreprenørvirksomhed, der udelukkende har aktiviteter i Danmark og opererer bredt inden for entreprenørydelser. Zøllner udfører blandt andet projekter inden for banearbejder, infrastruktur, jordarbejder, klima og forsyning, kystsikring og marinekonstruktion.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 12. marts 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Infra Group / Zøllner

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Nanna Snitkjær, tlf. 4171 5230 eller e-mail nvh@kfst.dk.