Øvrige nyheder
Markedshøring: Renta ønsker at overtage Nordjysk Lift
Både Renta og Nordjysk Lift udlejer entreprenørmateriel til bygge-, anlægs- og industriprojekter for erhvervskunder og privatkunder i hele Danmark. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af Renta A/S’ (”Renta”) erhvervelse af enekontrol over Nordjysk Lift ApS (”Nordjysk Lift”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Renta er en international udlejningsvirksomhed, der tilbyder maskiner og udstyr til bygge-, anlægs- og industriprojekter for både erhvervskunder og privatkunder. Renta udlejer et bredt sortiment af bl.a. lette maskiner og værktøj, lifte og andet løfteudstyr, tungt udstyr og jordflytningsmateriel samt udstyr til strøm, lys, opvarmning og byggepladssikkerhed. Aktiviteterne i Danmark gennemføres primært med eget materiel og i begrænset omfang via genudlening fra andre udlejningsvirksomheder. Renta er ultimativt kontrolleret af det franske investeringsselskab Wendel S.E.
Nordjysk Lift er en dansk udlejningsvirksomhed, der tilbyder maskiner og udstyr til bygge-, anlægs-, industri- og landskabsprojekter for både erhvervskunder og privatkunder. Nordjysk Lift udlejer bl.a. lifte og andet løfteudstyr, entreprenørmateriel, jordflytningsmateriel, bygge- og entreprenørudstyr, have- og parkredskaber samt kraner og gaffeltrucks.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 23. april 2026, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Renta / Nordjysk Lift
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Nanna Snitkjær, tlf. 4171 5230 eller e-mail nvh@kfst.dk.