Øvrige nyheder
Markedshøring: Capidea ønsker at overtage Descom
Capidea ejer bl.a. virksomheden Digital Group, som er aktiv inden for IT-hardware, -software og -service, herunder salg af print- og kopiløsninger. Descom er en full-service IT-leverandør, som er aktiv inden for bl.a. salg af IT-hardware og -software. Descom leverer derudover printløsninger gennem en ekstern partner. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af en transaktion, hvorved Capidea Kapital IV K/S ("Capidea Kapital IV") gennem fondens porteføljeselskab, Digital Group A/S ("Digital Group"), erhverver enekontrol over Descom A/S ("Descom").
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Descom er en dansk leverandør af integrerede IT-løsninger, som er aktiv inden for salg af hardware, software og licenser, AV-løsninger samt videoovervågningsløsninger. Derudover er Descom aktiv inden for printløsninger (Managed Print Services) via en ekstern partner, JetAdvice.
Inden for hardware leverer Descom et bredt udbud af produkter gennem sin webshop, herunder computere, firewalls, switches, printere og AV-udstyr. Inden for infrastruktur hardware leverer Descom servere, netværk og wifi.
Inden for software videresælger Descom tredjepartssoftware og licenser fra over 90 forskellige producenter, bl.a. Microsoft og Adobe, og rådgiver kunderne i sammensætningen af software- og sikkerhedsløsninger samt tilhørende licenser. Descom udvikler ikke egne softwareprodukter.
Digital Group er aktiv inden for printløsninger (Managed Print Services), kopiløsninger samt printrelateret software og dokumenthåndtering. Digital Group tilbyder en række abonnementsbaserede printløsninger, der omfatter hardware, vedligehold og forbrugsvarer.
Digital Group er desuden aktiv inden for øvrige IT-løsninger, herunder hardware og infrastruktur-hardware samt software og licenser. Digital Groups aktiviteter inden for IT-løsninger består hovedsageligt af IT-services, herunder IT-konsulentydelser samt infrastructure implementation og managed services.
Inden for hardware leverer Digital Group computere, computerudstyr, firewalls og switches. Inden for infrastruktur hardware leverer Digital Group netværk og wifi.
Inden for software videresælger Digital Group tredjepartssoftware og licenser fra primært Microsoft.
Digital Group er kontrolleret af Capidea Kapital IV, som er en af fire kapitalfonde under Capidea ("Capidea-fondene"). Capidea-fondene investerer i mindre og mellemstore danske virksomheder, og fondene har 17 porteføljeselskaber primært inden for industri, handel, distribution, software og service, herunder Right People Group ApS, der er aktive inden for levering af eksterne IT- og forretningskonsulenter til virksomheder, og HVACON Marine Systems, der er aktive inden for energioptimeringsløsninger og -software til den maritime industri.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 2. juli 2026 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Capidea / Descom
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Andreas Kusk, tlf. 4171 5348 eller e-mail anku@kfst.dk.