Øvrige nyheder

Faktaark: Dagrofas tilsagn

Dagrofa har i forbindelse med Konkurrencerådets godkendelse af selskabets omstruktureringer afgivet en række tilsagn. Tilsagnene er bindende, og det er strafbart, hvis de bliver overtrådt.

Tilsagnene lyder:

Priser:

3.1: Det enkelte Profilhus og Købmandsråd må ikke påvirke fastsættelsen af priser på anden måde end ved afgivelsen af Mandat over for Kategoriorganisationen. De i bilag 1 til kædemedlemsaftalerne fastsatte vilkår om Købmandsrådenes virke vil blive praktiseret i overensstemmelse hermed.

3.2: Det i punkt 3.1 afgivne tilsagn berører ikke adgangen for de respektive Profilhuse til at fastsætte Kampagnepriser samt de respektive Købmandsråds indflydelse på disse gennem markedsføringsudvalg eller lignende.

Informationsudveksling:

3.3: Med henblik på at sikre, at Fortrolige Oplysninger ikke er tilgængelige for andre Købmænd, opretholdes en data-spærre i it-systemet mellem på den ene side Dagrofa-ejede Butikker og på den anden side de Selvstændige Købmænd og mellem de Selvstændige Købmænd indbyrdes, ligesom det sikres, at Købmandsrådene ikke har adgang til indberettede Fortrolige Oplysninger.

3.4: Der må ikke i Markedsvendte Funktioner være personsammenfald mellem:

(i) ansatte i hver af de enkelte Profilhuse,

(ii) ansatte i Profilhusene og ansatte i Kategoriorganisationen hhv. i andre funktioner i Dagrofa, der har indsigt i indberettede Fortrolige Oplysninger,

(iii) personer, som træffer beslutning om den faktiske pris i Dagrofa-ejede Butikker eller bistår hermed, og ansatte i Profilhusene, og

(iv) personer, som træffer beslutning om den faktiske pris i Dagrofa-ejede Butikker eller bistår hermed, og ansatte i Kategoriorganisationen hhv. i andre funktioner i Dagrofa, der har indsigt i indberettede Fortrolige Oplysninger om de Selvstændige Købmænd

3.5: Fortrolige Oplysninger om de Selvstændige Købmænd må alene komme til følgendes kendskab:

(i) Kategoriorganisationen,

(ii) Profilhuset i den Kæde, hvortil den pågældende Selvstændige Købmand er tilknyttet,

(iii) Købmandsrådene, i det omfang det er nødvendigt i tilfælde af en Købmands væsentlige misligholdelse af kædemedlemsaftalen, og hvor det er nødvendigt for Dagrofa at inddrage de relevante Købmandsråd i overvejelser vedrørende fx eksklusion af Købmanden,

(iv) den Selvstændige Købmand, der har indberettet de pågældende data,

(v) personer i Dagrofa, der har et arbejdsbetinget behov for disse oplysninger, og dette behov vedrører rådgivning af den Købmand, der har indberettet de pågældende oplysninger, og

(vi) udenforstående tredjemand, der i særlige tilfælde har et arbejdsmæssigt behov for disse oplysninger, fx offentlige myndigheder, revisorer, advokater, andre rådgivere mv.

3.6: Fortrolige Oplysninger om Dagrofa-ejede Butikker må ikke komme til følgendes kendskab:

(i) de Selvstændige Købmænd, og

(ii) Købmandsrådene, med undtagelse af de i punkt 3.5 (iii) nævnte tilfælde

3.7: Beslutning om den faktiske pris i Dagrofa-ejede Butikker træffes af den enkelte butikschef eventuelt i samarbejde med en centralt placeret person i Dagrofa. Det sikres, at personer, som træffer beslutning om den faktiske pris i Dagrofa-ejede Butikker eller bistår hermed, ikke får kendskab til Fortrolige Oplysninger om de Selvstændige Købmænd eller oplysninger som nævnt i punkt 3.9 og 3.10.

3.8: Det sikres, at personer, der, jf. punkt 3.5, får kendskab til Fortrolige Oplysninger underkastes tavshedspligt, således at disse oplysninger kun må videregives med respekt af nærværende Tilsagn.

3.9: Dagrofa, herunder Kategoriorganisationen og Profilhusene, vil ikke i form af landsdækkende eller regionale top 20 lister eller lignende videregive beregnede gennemsnitstal om priser og avancer samt oplysninger om omsætning på enkeltvareniveau til Købmændene.

3.10: Dagrofa, herunder Kategoriorganisationen og Profilhusene, vil ikke i form af butiksperformance-rapporter eller lignende videregive oplysninger om de enkelte Købmænds gennemsnitlige bruttoavance, eller oplysninger der gør det muligt at udregne bruttoavancen.

3.11: De afgivne Tilsagn skal uanset det ovenfor anførte ikke være til hinder for, at Dagrofa til de enkelte Købmænd i en Kæde, herunder Dagrofa-ejede Butikker, videregiver oplysninger om den samlede gennemsnitlige bruttoavance for de 5 bedst indtjenende og de 5 dårligst indtjenende butikker i den pågældende Kæde.

3.12: De afgivne Tilsagn skal ikke være til hinder for, at Dagrofa internt kan udveksle Fortrolige Oplysninger vedrørende Dagrofa-ejede Butikker eller andre data vedrørende disse butikker.

Læs pressemeddelelsen.

Læs Konkurrencerådets afgørelse.