Afgørelse
Nummer
BS-259/2019-VLR
Emner
- § 12 - Fusionskontrol
Vestre Landsrets dom: Salling Group A/S mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Vestre Landsret har afgjort, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kunne kræve, at Dansk Supermarked (nu Salling Group) indgav en såkaldt almindelig anmeldelse af sin fusion med Wupti.com i stedet for en forenklet anmeldelse. Typen af anmeldelse afgør, hvor stort et gebyr, virksomheden skal betale for sagsbehandlingen.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen:
Det er helt afgørende, at vi træffer de rigtige afgørelser, når vi behandler fusioner, både forbrugerne og for virksomhederne. Derfor er det vigtigt, at vi får de oplysninger, der er nødvendige for at kunne behandle fusionen. Når vi ikke på forhånd kan fastslå, at en forenklet anmeldelse er tilstrækkelig, skal vi kræve en almindelig anmeldelse.
I dommen skriver Vestre Landsret:
Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering af, at det var nødvendigt at indhente yderligere oplysninger i form af en mindre markedsundersøgelse ved at kontakte de største konkurrenter i markedet. En sådan markedsundersøgelse, som ligger uden for rammerne af den orientering, der gennemføres ved en forenklet anmeldelse, kan ikke gennemføres ved en forenklet anmeldelse. Det forhold, at undersøgelsen var begrænset, og det forhold, at der viste sig ikke at være konkurrenceproblemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere kan det forhold, at det gebyr, der skal betales ved en almindelig anmeldelse, er højere end det gebyr, der skal betales et ved en forenklet anmeldelse, ikke føre til en ændret vurdering, idet gebyret ikke relaterer sig til arbejdet med den konkrete anmeldelse, men til fusionsparternes omsætning, jf. konkurrencelovens § 12 h, stk. 3.
Vestre Landsret har afsagt dom i en sag om, hvordan en fusion skal anmeldes. Retten har givet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medhold i, at styrelsen i 2015 var berettiget til at kræve en almindelig anmeldelse af Dansk Supermarkeds overtagelse af Wupti.com.
Dansk Supermarked indgav i 2015 en forenklet anmeldelse af sin fusion med Wupti.com. Forenklede anmeldelser er forbeholdt fusioner, der på forhånd kan karakteriseres som uproblematiske.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt, at oplysningerne i den forenklede anmeldelse ikke var tilstrækkelige til at vurdere fusionen. Derfor afgjorde styrelsen, at fusionen skulle anmeldes almindeligt. Efter reglerne indebar det, at fusionsparterne skulle betale 1,5 millioner kroner i anmeldelsesgebyr i stedet for 50.000 kroner. Fusionen mellem Dansk Supermarked og Wupti.com blev godkendt, efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde gennemført en mindre markedsundersøgelse.
Dansk Supermarked klagede efterfølgende til Konkurrenceankenævnet over, at styrelsen havde krævet fusionen almindeligt anmeldt. Konkurrenceankenævnet stadfæstede i april 2016 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse. Herefter indbragte Dansk Supermarked sagen for Retten i Aarhus, som stadfæstede Konkurrenceankenævnets kendelse. Sagen blev herefter anket til landsretten.
Ankehistorik
-
Civilretlige domme
Vestre Landsrets dom: Salling Group A/S mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
-
Civilretlige domme
-
Ankenævnskendelser
Kendelse af 27. april 2016 - Dansk Supermarked A/S mod Konkurrencerådet
-
Styrelsesafgørelser
Godkendelse af Dansk Supermarked A/S’ erhvervelse af Wupti.com A/S